20
det sig foran ham over til Huget, hvor Elven piplede frem i sin Isrende. Længst henne til venstre lyste Ruderne i Gæstgiverkælderen »Svea«. Han så lige Kungsgatan ligge dér, tom og smal, med Lygtekædernes Striber over Sneen — så drejede han ind gennem Købmand Sandelins Gård, mellem de store Oplagsskure, og var atter ude af Byen.
Men dér foran, højt oppe i Himlen, flammede en Ild, og tæt ved, som en Genspejling i Mørket, én til. Det var Savolaxhyttans og Solfors' Højovne. Ustandseligt knejsende og duvende legede de som brændende Buske, og nu hørte han Blæsebælgenes Tuden som store Dyrs Jammer, Hamrenes Trampen og Vandfaldets Kog.
Derinde var Susan, dér var Brynte — og Fader … å, Faders milde, brune Øjne …
I det samme dukkede et Hestehoved frem, en Sky af Damp slog ned om ham, flere Hestehoveder, Mænd med Pelshuer — —
Steffan veg op i Snedyngerne, og Slæderne knirkede forbi ham - de stivmankede Nordbagger, de smudskede Ansigter under Hundeskindshuerne, de sortgrå Jærnhobe med røde Brudflader … Mændenes og Dyrenes Frostånde, Stanken af våde Pelse og Tjærestøvler, Jærnets rå Kulde — —
Det var Folkene fra Nyed, Ægtbønderne, der med deres Læs hastede ned mod Byen. Om en lille Time kom Månen op, og de kunde over Daglösen og Aspen nå ned til Bjurbäcken og raste dér i Nat, for så i Morgen over Stora Lungen, Öjevättern, Hyttsjön og Bergsjön og gennem Sjöändeskoven nå Kristinehamn og Vänern.
Han mødte deres rindende Øjne, deres Brændevinsånde, deres Lugt af Sved og Rust, og begreb Susannas Ord, at hele Filipstad var én Svinesti af Jærn og Kul. Og dog —
Men så var de forbi ham, uden ét Ord, og han løb videre i den Hulvej, som de nu flere Døgn igennem havde skåret ned i Sneen. Oven over de hvide Volde sprudede Bålet fra Savolaxhyttan, og Braget af Fossen, Hamrene og Bælgene drønede om ham.
Men — hvad var det? hør hvor de råbte!
Han ilede om Hulvejens Hjørne, og dér steg Højovnens
