256
gennem Hundrede af År havde tjent Jærnet — den sidste og forkastede Vallon og hans Drøm …
Mærket fra sin Fødsel, ved 1760'ernes Fallit, som i ét År berøvede Pihlhjärtarne deres gennem Sekler samlede Rigdomme, havde Patron Jacob kæmpet den afsindigste Kamp af alle: Kampen mod Jærnet! Med de gulnede Privilegier i sin Hånd stridt for sin Slægts og dens Stempels: det pilstungne Hjærtes, Ret, tiltryglet sig »Jærnkontoret«s og Nabopatronernes — frem for alle Gudmoder Huldas — Støtte, kastet sig over hver ny Opfindelse: Franche-Comté Metoden, de Uhr'ske Svejseovne — og hver Gang grebet fejl, sået det lånte Guld i Ovnen og høstet det i Støbeformen som ujævnt Råjærn og usvejsede Slakker.
Til Jærnet udtog sin Dom over den Genstridige: smeddede ham fast til »Bjærget« ved Afsindets Lænke: ved Håbet om, som Elias Bjur, i dets Skød at kunne finde det Våben, hvormed det skulde sprænges!
»Ikke sandt, Steffan,« Farbroder drev bestandigt hæftigere og hæftigere på Zefyr, som joges også han af Sukket, det bestandigt stærkere fra Persberg, fra Søens Dyb, »de Gamles Drøm, Hermes Trismegistos', Raimundus Lullus', Irenäus Philolethos': hin himmelske »hvide« og »røde« Tinctur, som skulde åbne »det hermetiske Æg«, Døren til »Kongens lukkede Palads«, — tapper vi af Jorden selv, for at fordrive »det uædle Malms Sygdom» og genføde det som »Jordens ældste Søn«: Guldet, »Solen uden Klæder«!
Som Patron Jacob sanker vi alt Jærnets Affald, alle de Slakker, som Elias Bjur i sin Søgen efter Sølvet slæber sammen fra Gruber og Ovne: de Stumper og Skår, som Børnene og Kvinderne, der skyller Malm histovre i Persberg Havn, rejser Slakkebjærgene af — og forventer med ham »den røde Løve«s Spring over det brustne Jærn, over dets brudte Lov!«
Ja, hint Spring — det var Vallonernes eget! Eller hvad var Jacob Pihljärtas Trods mod Flogiston og Syre mod deres imod Guds Ordet: »Torn og Tissel …«? Tro kan flytte Bjærge … Flytte, men ikke forvandle …
Men Steffan? Han begærede jo ej længer Året, ej Århun-
