257
dredet, kun Nuet, Luen: Jærnets befriede Sjæl — den lovlige Lykke! Men — var den lovlig?
Det eneste Ulovlige her i Jærnets Rige! det som undte kun én Lykke: Krigen, det blodige Gilde, Blôtet til det selv på de Trælle, hvem ene Hverdagens grå Lyst tilstedtes: Labbhiens Søvn efter femten Timers Trældom, biende femten nye … Ja, ja, hør nu:
»Steffan, hvor kunde den Drøm drømmes — uden netop her på »Bjærget«, af en »Bjærget«s Søn? »Den røde Løves Spring, Solen uden Klæder!« Husk »Storhedstiden«, skabt af Jærnet — hvor flammede ikke Guld, Sølv og Kobber for dens Øjne! Hvor fråsede de ikke, Slagmarkens Sønner, i Slaraffenlandets Retter! »Sølv- og Guldmalmsminer, Svovlbjærge og Bjærge i Norrland, fulde af Diamanter, somme som Mandshoveder, andre tredobbelt så store«, som det anførtes i Landshøvding Mörners Syvårs-Indberettelse til Dronning Kristina.«
Farbroder svang sin Pisk, Steffan nikkede.
Til Fabellandets: Dæk dig Bord! Appetiten på Guldet endte i Poltava, i »de Svenskes Kirkegård«, for Jærnets rå Hug: Hertil og ikke videre! — Tsar Peter mod »den rasende Dreng«: Karl den XII … Ulovlig? Ja, ulovlig hver Lykke, hver Fest i Järnbäraland!
Men da: Lovbruddet, »det hellige Lovbrud«, som Farbroder forleden slyngede Hadar Böös i Ansigtet, da de stredes om 1848, Folkeopstandenes År — var det Sejren, den røde Løves Spring?
En Pyrrhos-Sejr, et Dødsspring? Nu, beruste det derfor mindre?
Og den Tid, som Farbroder helst af alle talte om, og hvorfra han havde hentet sin Magister-Konferens: Dronning Kristinas — Æstetikernes og Filosoffernes — »hint gyldne Døgn mellem År af Jærn«, lærte det ikke, som det videre hed i Disputatsen, med Göran Stiernhielms Ord: »de svenske Sanggudinder for første Gang at synge«? ja, gav det ikke Sverrig Görans Sang og hans Gravskrift: »Vixit, dum vixit, laetus?«
Jo, hvor kunde den Drøm voves uden af Bjærgmands
