Side:Jærnet.djvu/266

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

260

Grubestøvler, af Jærnslæders Meder og Kulfragter, der fra Persberg Gruber til Ovnene ved Gammel Kroppa drog sig tværs over Søen — som Menneskenes, Jærnets Bæreres Vandring over »Bjærget«, — se: et Par Sandaler, et Par nøgne Fødder … Zegoels, den ukendte Guds! Guld af Jærn, Salighed på »Bjærget« — de Gales, Vallonernes, Drøm — og Frelse!

»Å Farbroder, fortæl Sagnet om Getöen dér!«

»Om Getöen?« Farbroders Stemme sank forbavset, »du er jo umættelig på Fortællinger i Aften, Steffan! — skønt du kender dem alle! Hvad vil du nu høre det Sagn for?«

»Det skal jeg fortælle dig siden, Farbroder — hvis blot du nu vil fortælle.«

Farbroder lo. »Jeg er virkelig nysgerrig, og derfor fortæller jeg, hvad du finder på! Altså, min Søn: En Bonde sejlede en Aften hjem herover Yngen. Men ved Vinternässet blev han anråbt af en kæmpestor Kvinde, som kaldte ham Nabo, skønt Bonden ikke kendte hende. Hun bad ham tage sig om Bord, og Bonden roede da ind efter hende, og de sejlede sammen, til de nåede ud for Getöen dèr. Da rejste Kvinden sig, og før Bonden kunde slippe Årerne, væltede hun først en Pose, der skraslede tungt som af Malm, og dernæst sig selv ud over Rælingen, idet hun råbte:

»Agt min Sang som Tak for Færgefart:

»Här har furan stått,
men hon har fallit!«

Og Bonden begreb og gravede på Getöen, og Grubeejerne inde på Bredden sandede, at han fandt Roden, og de kun Grenene — Udløberne fra Grubestammen her.«

Sukket fra Persberg — nu nåede det hans Øre som hans Hjærte, værgeløse bægge: Jærnets Råb, som intet Blod kunde døve, ingen Glemsel slippe blot Livets mindste Nu — dets aldrig tiende Råb, dets Kalden på sin Tjener, dets Trussel mod sin Fjende …

»Nå, er du tilfreds?« spurgte Anselm.

»Nej, Farbroder —« tilfreds? O, Gud! »sig mig de Ord, du den Gang citerede, af Sophia Brenner.«