264
grådig og hed af Begær, af Triumf, midt i Mørket, midt på Søen:
»Se Lysene! Se Lysene!«
Og bagved Adrians og Olofs Røster:
»Se Lysene! Se Lysene!«
— Råbet, han havde hørt fra Barn, her i Farbroders Slæde, når han i de Besøgendes store Flok nåedes af et pludseligt Lys, når løftede Hænder og Piske raktes mod pludselige Blink gennem Fyrreskoven, hvis Mulm, Mil efter Mil, havde gydt sig om ham og hans Rejsefæller:
»Se Lysene! Se Lysene!«
Lysene fra den Gårds Ruder, de have søgt — eller den, de, kørende vild i Natten, havde nået … Råbet, som da skræmte hans Hjærte af en Bedøvelse som Bjørnens i Hiet, og mellem glade og befriede Stemmer lod det svimle efter den Kåbe påny, hvorunder de alle havde været sagte og døende Åndedræt som hans eget, i Andagt og Drøm …
»Se Lysene! Se Lysene!« Skovlandets Råb på sin egen Undergang: på den lysnende Øxe! Ja, ja — den Undergang, der var Sejr! Hør, hør hendes Stemme, et Springvand af Blod, farvende Himmel og Jord røde!
Nuet, den Nat da han drømte hende i sin Favn og mærkede sig voxen …: Døgnfluens Surr i Skoven, mer brændende end alle dens Trætoppes evige Sus — Livets Døds- og Sejrssang: Nuet!
Se dér i det stride Skovmørke, borende sig frem gennem Fyrrene og Stenene, en Blinken af Lys, af alle Djursäters Ruder, spejlede favnelangt, Glimt ved Glimt, i Isen — et Lansegitter, en Vagt om Festens Gård!
Blodet brast ud i Steffans Årer, koghedt, som omskabtes han, Steffan Choräus, i et Nu til sine Rejsefællers Lige, til Vallon.
Ja, se Lysene! se Lysene, vi tændte på »Bjærget«! Nej — som »Bjærget« selv tændte for os, at lokke os i sin Favn — til at forgå i dens Ild ..!
Nu, og hvad så? Springet gennem Luen, er det ikke vort? før Faldet i Ovnen … Hvor tændes en Ild som her på »Bjærget«?
