Side:Jærnet.djvu/274

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

268

frem og tilbage mellem Snedriverne med flagrende Lygter, i deres røde Lappehuer, blå Veste og gule Bukkeskinds-Buxer, Kommando-Råb fra Gårdsfogden, Måns Kruse, og fra Margit Jomfruland, den norske Oldfrue, der fra Væverhusets Trappe, med Favnen fyldt af Lagner og Fåreskind, på sit Gudbrandsdølsk skreg på Pigerne, som med flyvende Fletninger og Skørter sprang ud og ind mellem Kælderdøre og Stolpeboder.

Uden at røre sig sad Steffan i al Dyrenes og Menneskenes Larm, i Dampen — fra Køkkener, Sovekamre og Stalde — der hvirvlende i Lysvifternes Center kogte op om de mørke Vægge og grå Mure og mødtes med Røgen, som slog ned fra Tagenes Bjærgkæder af Sne, der med Jærnskorstenenes forrustede Stubbe, Ås bag Ås hegnede ham og Julens Gård inde.

Og i Hovedhusets Dør Gudmoder Hulda, »Frau Holde,« Julens Fe …

Hans Hænder i de stivfrosne Vanter løsnede sig, lempeligt, som derude på Yngen, men nu ej for at slippe sin Skat i Søens Dyb af Jærn, nej for at fylde de åbne Flader med hint Vand, som Farbroder talte om, at Moses gav Israels Folk at drikke — Vældet, der sprang af Klipper …

Og svimlende fornam han det flyde fra sit eget Hjærte — nej, fra hint Barns før Faldet i Tårnet, før Sygdommens Nætter, før Samtalerne derhjemme, før Jærnets største Dag: den voxne Alder — Barnet fra Djursäters mange Jule, genfødt blandt Stalde, Mennesker og Dyr …

Intet Spring, ingen Flamme — kun et Smil: Guds Vilje … Et Nu — nej, en Evighed, som Barndommen, som Lykken …

Dér strålede deres Hjem, »Børnenes Gæstehus« mellem Nattstugans Sokkel og Badhuset —: de fire, småfeltede Vindver, det blå Tag af Glafva-Skiffer, de snørklede Gavle og Bislagets Hvilebænke. Og bag dets Mønning Parkens puklede Fyrrekroner som hvide Skymasser over nedsneede Gudestøtter og Solringe og snestille Gange …

Et øde Glimt af Yngen med »Broderskabets Tempel«: Gravhøjen over Gudmoders Fæstemand og hendes syv Brødre, dræbte af Sverrigs tre sidste Krige …