270
Ja, ja — Mychowitz: et Sekel og dets Lære! Ormen inders i Festens røde Æble!
»Men Steffan dog, skal du ikke af Tøjet og op til Gudmoder Hulda og ha' Lakridsmælken?«
Susans Ansigt lo lige ind i hans, blussende i Uvejrshættens Skind, med åben Mund og det gule Hår frosset fast om Kinderne.
Farbroder var forlængst, i et Spring, forsvundet ind i Stimlen, Steffan hørte hans Stemme le og juble derinde, og Zefyr skrabede utålmodigt i Sneen, fnysende efter Kammeraterne, de lune Stalde og de fulde Krybber.
Han vilde smile, han vil ånde: hin lette Sejr. Men — »Broderskabets Tempel« derude, Monseigneurs Hus herinde — og Ildskyen fra Persberg, dér ret over Magasinets Snetag …, den underjordiske Brand op af selve Muren om Julens Gård, om Skatkamret, om Josefs Forråd i det hungrende Ægypten …
»Susanna!« stønnede han, i Bøn, i Klage.
»Liden Steffan, kom så!« hun bøjede sig leende, greb ind under ham og løftede ham pustende et Stykke op af Bjørnetæpperne, »kom!« hun råbte og vendte Hovedet, »kom, så bærer vi Steffan ind! Han kan ikke selv gå!«
Nej, Susan, nej, jeg kan ikke selv, jeg er for tung, af Jorden …
Ja kom, kom, Kammerater fra jeg var Barn, her fra Djursäters Jul, kom og bær mig ind i den! Ti jeg kan ikke selv gå! Bær mig ind til Barndommen, til Frau Holde, til Helbredelsen, til Lykken!
Og nu — råbende, leende — Bryntes, Olofs og Adrians Ansigter om ham — blå Øjne, røde Kinder og Munde …
Han svævede, tyngdeløs med Et, fri af »Bjærget«. Han lo og råbte, Kulden foer om ham, om hans Ben, om hans Hals og Hjærte, foryngende det fra Morgongåfva og Sotteseng, fra Jærnets Sot: Gigtgassen, der ældede Hyttemestren og hans Karle til Graven — genfødende det af hin årle Kulde, som ingen Dybets Ild havde brændt …
Og op ad Trappen gik det, båret af en Storm, af
