Var han den samme Steffan, der ikke en halv Time efter stod ensom i sit Rum på den vævede Tæppeløber og med Ånden søgte at tø Isskorpen op på Ruden for at stirre ud i Julens Gård, hvor nu kun første Sal i Hovedhuset og de altid brændende Lygter under Porthvælvet og på »Ildstuen« brød Mørket med dets Pletter af Snetage og Skyggevirvar af Gavle?
Alle Julens Lys var sunkne bort, som gennem hint Hul i Jorden, Monseigneurs Hus, og ene det blevet tilbage, gabende mod den, der havde tændt dem alle: Barnet …
Barnet, ja dér var det —: den Genfødte var død påny, Smilet og Undret forbi, Jorden Jærnets igen.
Hvorfor? Susan! Hvem andre! Jordens Dronning!
Susanna — just som de larmende og hede, endnu med hin søde Drik på Læberne stormede herind i »Gæstehuset«, Hjemmet fra så mange Jule, og i den gammelkendte Lugt af Kalkstøv og nytændt Brændes Os hev de stivfrosne Pelse af sig, blinkende mod det sitrende Lys fra Helligtrekongers Stagerne på Bordene og mellem Vinduernes Netteldugs-Gardiner, slyngede hun med et triumferende Skrig sin halvtaftrukne Kåbe, som Brynte hjalp hende med, om ham og sig selv og brændte, midt i Ulveskindene og sit gule Hår, sin Mund imod hans.
Steffan knugede Panden mod Rudens Is. Dens Tø sved, som blødte han.
Her i Gudmoders Gæstehus, her hvor de var Børn: lykkelige og bringende Lykke ..! Ilden, den underjordiske, nu slog dens Flammer til Loftet, fortærende, forkullende dem selv, deres Barndoms Hus, deres hellige Bud!
