274
Og Brynte, han forstod det som Steffan — blussende rød, med Furen mellem Brynene, med Hånden presset fast mod hendes Bryst havde han tvunget hende fra sig, men hun —
Hør, hvor hun dansede derinde, tungt så Gulvet fjedrede her under hans Fødder, og sang. Susans dybe Struberøst …
Han klemte Hænderne mod Ørene, men hørte hende dog — som han vilde høre hende i Morgongåfvas Ensomhed, alle Dage og Nætter, Livet ud … Hun havde grebet ham igen, som hin Dag i Tårnet, forvandlet Barnet til Voxen, Helsen til Sot!
Nylig: fri af Jordens Tynge, båret over den som dens Lys, dens Herre — nu: lænket af dens Vægt, så knap hans Ånde var tilbage — Guds Pustet i det jærnfyldte Ler! …
Å, Brynte, hvad nytter det, vi tvinger hende fra os? Hun er jo i os selv, i hver vor Dråbe Blod! Farbroders Ord hin Aften: »Jærnet, der grønnes i hvert Blad og hver Blomst, som det rødner i hver Dråbe Blod og hver af »Bjærget«s mindste Stene …« Nu fattede han dem, nu først: Fjenden var ej udenfor, men i ham selv, Jærnet i hans Blod! Af Jorden var han, af »Bjærget«, Del af dets Væsen, ja det selv, med dets Krav og dets Pligt: at fortære og fortæres …
Julens Evangelium, »den hellige Morgenstund, bebudet af Profeter« …
Med Blodet skælvende for Susans Kys, for hendes Dans derinde huskede han det, og huskede han sig selv den Gang, da han havde båret det i sig — og forkyndt det:
Han kom ved Märta Molls Hånd fra Morgongåfvas Have ud på Vejen, de første Skridt, han efter sin Sygdom tog under den Himmel, hvis Blå han havde anråbt om og gruet for igennem atten Måneder, og hvis Ånde nu greb ham som Vinger og som Bly: som Befrielse for hans smærtehede Legeme og som en Pligt, det ikke kunde bære.
Blændet af Lys og Tårer, hudløs af Ydmyghed, fordi han skulde takke og ej mægtede at gengælde, holdtes han ene oppe af Märta, af hende, der havde drømt hans Nederlag om til Sejr — som hendes Fader, den gamle Kunstmester, drømte sin Tjeneste for Jærnet fra Delagtighed i dets Gærninger til Lydighed imod Gud.
