Side:Jærnet.djvu/281

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

275

Da kom op fra Hemtjärnet en Mand, den første Fremmede, som Steffans Øjne mødte — sort af Grubearbejdernes Dragt med de rynkede Remme på Skuldre og Knæ, krum af Stollens Loft og af sin Byrde: Spiralfjedren til en Kanon og dens Ladestokke.

Rodfæstet havde Steffan stirret — nu var det der alt, det ventede: Pligten, han skulde opfylde; Takken, han skulde yde! Dér kom jo han, til hvis Bekæmpelse han var gengivet Livet: Prisen for hans Genfødelse!

Og svimmel, ej mere båret af Vingerne, men vaklende under Blyet, slap han Märta og gik Manden i Møde, Arbejderen fra Lesjöfors, der på Vej til Viken i Daglösen, Jærnets Losningsplads, var gået vild i Skovene og nået her til Vejens Ende, til Steffans Hjem — at kræve sin Forløsning af hans Hånd.

Og Steffan løftede den besværgende, stammende Davids Ord til Goliath fra Samuels Første Bog:

»»Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd. Men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn!««

Han ravede, som David under Sauls Panser: »Jeg kan ikke Herre, ti jeg er en ung Person og Goliath en Kriger fra sin Ungdom!« Men han stønnede, lydig, som i Drømme:

»»På denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Hånd, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel, og at han ikke frelser ved Sværd eller Spyd!««

Men som han sagde disse Ord, og Pligten var gjort, så han Manden dér foran voxe til Goliaths Højde og hans Byrde til hint Sværds og hint Kastespyds, beskyggende al Himlen. Og han faldt bevidstløs om for hans Fod.

Og for den Fod havde han ligget til nu — da han selv har Byrden, Jordens Jærnvægt …

Barndom og Alderdom — han havde sandet det i Sixten Råbocks og Anders Stenkulas Stue: de forgik i den Ild, der modner til Jærn eller Slagge.

Hans Tid var nu Jærnets, hver Dråbe i ham dets! Og Susan? Magneten, Fuldbyrderen af dets Lov! Og derfor — hvad gavnede det, at han gemte sig her? Flygte? Fly ej