277
Ingen Dans? Dansen, som han havde anråbt om i Morgongåfvas Ensomhed, på Yngen derude —: Ungdommen, Festen! Dansen i Borgmester du Ponts Sal, i Julens Stue her! Dansen, den var Sejren over Jærnet: Kraften, som det gav, udnyttet til Frihed!
Brynte, din rynkede Pande; Olof, dit vantro Smil; Adrian, din afmægtige Sved — gem jer i Skyggen! Jeg følger Jærnets Lov, ej dens Slave, men dens Herre: Tvang forvandlet til Trang! Sang af Sorg, Guld af Jærn!
Hvad er Barndommens Mirakel mod dette? Nu kan jeg danse! Jærnet skabte mig selv dertil! Nu er min Tid! Og jeg skulde frygte og begræde den? Jeg, den Kårne, sukke over de Vragede?
Nej Susan, der gør mig til Voxen: til Jærn! Han sprang frem mod hende, med spilt Favn. Kom, min Ret og min Pligt!
Da — dér over Susans nøgne Skulder, bag hendes blussende Kind —: et Ansigt, svævende frit i Natten, dødningehvidt, med åbent Svælg —
Blodet isnede, stivnende hver Are, hvert Ledemod, Pulsen standsede —
Døden — Skuddet fra Mørket, Jærnets sidste Lov!
Ja! Ja! Se: Livet dér og Døden dér! Miraklet? Nu eller aldrig!
I et Spring styrtede han frem. Frels hende nu, og Evigheden er din!
Hans Arm ramtes — han tumlede, blændet, og faldt næsegrus.
Hvem slog? Døden?
Nej, Bryntes Ansigt dér, med flammende Øjne, med bølgende Hår, hendes Frelser …
Men hvem var da han selv, siden han sloges, siden han faldt? Den Ukaldede? Ja, hendes Fjende!
Han så Bryntes Arme om hende, slyngende Pelsen om hendes Skuldre, løftende hende, så hendes Hoved slog mod Trækronen — og blev borte under Udgangs-Dørens Karm.
Godt, godt, at hun frelstes — Ungdommen, Evigheden! godt, godt, at han selv lå her, som han burde! den Urette, den Afviste!
