279
Bjærgråd van Harmst's Søn! Da de var Børn, uden Krav eller uden Pligt, lad gå! Men nu — Hvidfødingen, uden Jærn i sine Årer — at han skulde se Susans Dans, den Forræder!
Adrian plirrede sårt under Steffans Blik.
»Vi — vi skal til Brynte«, peb han.
Steffan lo. O Gud, han Forræder! Forræder mod Jærnet! Nej, dets Abe! skabt til at forherlige det — ved at lyde det bagvendt! Arvingen til »Bjærget«s største Brug — han besvimede på Grubens Rand og var Træl for Grubekarlens Søn! Albinoen, forelsket i sit egen Køn! uskadeliggjort — men lydig!
Og Solfors og Hästhyttan gaves en Gang i Bryntes Vold, som Savolaxhyttan nu … O Jærn, din Konsekvens!
Men jeg da — din Kraft i mig, den Genfødte? Skaber du for at spilde? Er du så rig, at du kan ødsle?
Å Spørgsmål! Var ikke »Bjærget« Jærn til sin Kærne!
Og — Han standsede midt i Gården i Sne til Knæene…
Derude under Porthvælvets Lygte steg »Broderskabets Tempel«, i Ildskæret fra Persberg, frem af Yngens Skød, Graven over otte Unge — og Triumftegnet for »Bjærget«s Rigdom! Slægten Jacobschöld, i Arhundreder dets ypperste Tjenere, ofret i to Decenniers Fest! Ene Hulda igen, Gudmoder til alle Värmlands Børn, men Moder til ingen …
O Jærn, hvor lidet jeg fattede dig, du Store, som ej blot vil Trælle, men Lovsyngere! du, der har Råd, som du har Vilje!
Han nikkede. Ti se: den rimhvide Birkekuppel dér yderst ude i Parkens Sneskyer — svævede den ikke som en Nattens Ånde over hint andet Skud af Mulden, han trådte: Marmor-Bikuben over hine andre Otte: Djursäters Karoliner, Grev Job af Jacobschöld og hans Våbenfæller, der fra Ishavets og Bosporus' Fængsler, vanføre, afsindige og blinde, sankedes hid tilbage, for i Persbergs Ild at vidne, at den ej tændtes forgæves, at den var Jordens sande Tegn …
Ovre fra Hovedbygningens åbne Dør genlød Susans Latter og Trampet af Bryntes Sømsko, der bar hende bort. Og Steffan fornam sin Skulder, øm af Slaget nys.
De Otte under Templet, som de Otte under Kuben var
