Side:Jærnet.djvu/287

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

281

O nej — Herre, Herre, tag mig nu, som den Gang du var så nær derved i Tårnet derhjemme! Dræb mig her for Foden af din Stige, men byd ikke mig, hvem du lammede, at slæbe min vanføre Byrde de uendelige Trin op og høre Susan le deroppe og Brynte stønne under hendes Vægt! Gør mig døv for de Glæder og de Pligter, som du dog ej vil betro mig, lad mig fylde den ene: at smykke hendes og dine Hænder med mit Blod!

Ja, Blod — deraf var det denne Trappe, dette Gelænder lugtede, hver Fiber, hver Tave gennemvædet af »hin egne Saft«, Jærnets Jærn! hvert Trin løskøbt af de Stigende ved det Mål af Blod, af Jærn, som det krævede for at hæve dem opad!

En santa scala, som den Gudmoder Hulda havde set i Rom, på hvis Trin de Tilbedende, Gud til Ære, sled sig opad på deres Knæ — en Jærnets santa scala, den jordiske Guds — men dog endende i den himmelskes uudforskelige Favn: Pligtens Stige mod Lønnen!

Ad den havde Karolinerne stablet sig op, vanføre, énbenede, halte, da de nåede hjem fra de treogtyve Års Orlog, som de drog ud til, barneunge som deres Konge. Hjem fra den ørkesløse Tundra-Døs i Tobolsk og Tomsk, fra Skibsbyggerierne i Woronez, Sten- og Svovlbruddene i Tatariet, hjem fra Hestevinderne ved Tyrkiets Landsby-Brønde og fra »de titusinde Miles By«: Va Li Tschang Tscheng eller den kinesiske Mur ved Verdens Ende. Hjem til det Land, de forlod som en blomstrende Stormagt og genfandt som en Fattiggård — til Barndommens Porte, fyldte af Pestens Mørke og af Uårs Tisler, stængte af deres Egnes Hænder, af deres omgiftede Hustrus, deres Sønners og Døtres, der fornægtede den levende Døde og hans hjemfaldne Krav på Livet … Et Tog af Skygger, hentede hid af Grev Job af Jacobschöld, Huldas Farfader, — han, der havde lidt som de for Baturins Hungerfeber og Hadjacz Frost, for Poltavas Blodbad og Fangeindtoget i Moskwa, under Stenkast og Spyt, bag Karls tomme Bærestol og de svenske Faner, slæbte gennem Heste- og Menneskeskarn… Men som løskøbtes fra deres tretten Års Fangenskab ved Hælvten af det fædrene Gods og fik Lov til, endelig,