285
get«s Lære bogstavelig: søgte sig Hjem hos Jærnet: hos den Stærkeste?
Dog nej — han forsvandt i hin Sky, som de Tusinde andre — og hans Navn ristedes på »Bjærget«s Æresminde, Gravmælet over dem, som det ofrede til Skyen — og sig selv.
Men Steffan — forlangte det da ikke ham eller hans? var det mæt omsider eller for en Tid? Var han og hans Slægt ikke også »Bjærget«s Børn, bestemte af dets Vilje, til dets Ære?
O Gud jo! Hin Ild over Persberg, Sukket fra dets Gruber: fra hine andre Grave, navnløse, ej under Tempel eller Kube, men i Jordens Lønligste, i sammenstyrtede Stoller, i igenfaldne Orter — eller under det tynde, jærnrøde Lag på Filipstad og Gåsbon Kirkegårde — hin anden Hær af Navnebrændte, der på Basunens Dag skulde rejse deres eneste Uforgængelige: deres Skeletter, rensede for det egenkærlige Kød, vanskabte af Slid og vanføre af Amputationer, som uforkastelige Æresstøtter for deres Konges Fod .. havde ikke de, Jærnets Civile, de våbensmeddende Dværge, den skjulte Hverdag, stedse virket den åbenbare Fest?
Og virkede de den ikke den Dag i Dag, travlere end nogensinde? smeddede de ikke Våben som aldrig før? til en Fest, større end nogen: den ny Tids Krig, den som Denis Barchäus varslede hin Aften på Savolaxhyttan: ej blot Valens, men hvert Brugs, hvert Hjems, alles mod alle — Jærnets sidste, endelige Apoteose, Jordlivets Krone og Slut!
Blændet af dens Brandskær, svimmel af dens Blodlugt, selv her på Jærnets hellige Trappe, klamrede Steffan Hænderne, så de hvidnede, om dens Gelænder, med Panden mod dets Træ.
Men — o Gud, hvorfor skabte du mig i dit Billede? Vilde du mig som Sværd eller Værktøj til din Fest?
Ellers — hvorfor gjorde du mig ikke hvid som Adrian, Albinoen, hvis Lød, alt i Fødslen, er Dødens?
»Tys! forstyr ham ikke — han sover!«
En leende Hvisken højt oppe .. Og højt oppe Susannas Ansigt, med Håret dryppende Lys ned i Mørket …
Han gav et Gisp fra Trappens nederste Trin, fra Bunden af sin Søvn …
Og pludselig jog et Stød mod hans Hjærte, et Skær af
