286
Rødt for hans Øjne, som strømmede alt det tabte Blod, som denne Trappe havde drukket, al hin Ungdom, dens forblødte Begær, dens sene Krav og hans eget forkastede igennem ham.
Som en Ild flammede han op ad Trappen — fødtes han i Jærnets største Tid, skulde han også være dets største Søn! — og var over hende i et Favntag, i et Kys, så hendes Tænder klang mod hans, og hun tumlede ned mellem hans Knæ.
Med Håret kastet tilbage, med hendes Arm i sin Hånd og hendes Hofte mod sin Fod lo han ind i Bryntes glippende Ansigt.
Ret saa: du bærer hende op ad Trapperne — og jeg kysser hende øverst oppe! Jeg, Jærnets Førstefødte, Ild af dets Ild, Drift af dets Drift, dets Lige — og Besejrer: det hellige Oprør!
Susannas Øjne måbede op mod ham gennem Mørket, fortabte — Brønde af Ubevidsthed og Lydighed .. Hendes Puls kaldte mod hans Finger.
Og han lo. Vogt dig, Jærn! du hader dine Sønner, dine Lige! som alle Fyrster forlanger du dem lænkelagt, uskadeliggjort! Men — dine egne Kræfter er i dem, og de kender dig! Dø til din Ære? Nej, leve til din Tort! Praktisere din egen Lov på dig selv! Oprøret, evigt som Loven!
Evigt? Ja, evigt gentaget — og nu i mig!
Han mærkede Adrians og Olofs Åndepust i Mørket bag sig, Bryntes Ansigt, der langsomt tog til at blusse — og Susans kaldende Puls. Og han følte, at han brændte — en Søjle af Ild, et Spring af Blod fra Trappen, ottes døde Ungdom, ottes Sejr over Døden! over Jærnet! Nej, — nej Jærnets egen, dets inderste And frigjort i Flammer!
Han drog Vejret hedt, i Il af Fødsel og Død, løftede Susanna i Armen og stødte Døren op i den dybe Karm, ind til Gudmoder Huldas Sal, til det store, af Ovnskær gennemkrydsede Rum med dets Skygger af Paneler, Mennesker og Bjælker.
Kom Susan, kom, og I, Adrian og Olof, som snapper efter Vejret — ja du med, Brynte, som rømmer dig, mand-
