287
haftigt og betænksomt, som altid når jeg tager Pippet fra dig! kom nu, I Mørkefortabte — før jeg slukner, Oprøret, Luen, den stakkede …
Han mærkede Susans fugtige Mund mod sin Kind, hendes Øjne duggede, bevidstløse under Håret: Livets Tak til den, der forløste det — og han slap hendes Arm, mødig af dens Kød, af hendes Varme, hendes Lugt, hendes Tak .. mødig af Fødslen, mat til Døden …
De stod nu midt på Gulvet i Gudmoders Sal, og han så i dens ildsitrende Skumring, svimlende som en Olding af Årenes Tab, klart som en Døende, Brynte gribe hendes ledige Hånd.
Jærnets rette Søn — og dømte! Festen, der brænder ud, mens Hverdagen gryer, tro og lang! Hustru alle Dage — eller Elskerinde et Nu? Tjener en Evighed eller Herre et Sekund?
Herre? o Gud, se de mig, Herren, Betroede! Brynte, som han dér tager hendes Hånd, pligtig som — ja, som Husbonden Hustruens — men hvor er Vildskaben, Triumfen, Voldsmandens og Elskerens, der ellers får hende til at blegne og blusse? Tøvede han, den Virksomme, tvivlede han, den Rettroende?
Og hun, det eneste Visse: Kødet, Kvinden, Frelsen for mig og for os alle, den Eneste, jeg tror og vil, for hvem jeg nys bad at dø, at ikke Jorden skulde det — se hendes tømte Ansigt, hendes faldende Trin — forrådte jeg hende og os alle med mit Kys?
Ak, se dem, de Lydige og Lykkelige, som intet andet vil end tjene og tro, som ej drømmer sig en bedre Gud og sig selv hans Profet!
Se, Mødet med det Ukendte, det Lovløse: Nuet, Festen, der aldrig skal få Ret over Tiden, Hverdagen, gjorde dem fremmede i deres Hjem, fremmede på Jorden! Berøver jeg Gud hans Tjenere og Tjenerne Gud?
Hine otte Unge, vanhelliger jeg deres Blod, der genopstod i mig? De lød, uden Krav på at vide hvorfor! De tjente Festen, Jærnets, dets Rus og dets Sum: Krigen, hvori det tager tilbage sin egen Lød, som det kun gav til Låns —
