Side:Jærnet.djvu/296

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

290

Greb efter det, der var ham nægtet som hans Skade: Susan. Og hans Pligt, hans Gave, den ham bestemte — så han den ikke nu? Drømte han at skjule sig for den? fordi den var tungere at løfte, at bære frem end selve Goliats Byrde, fordi den var Jærnets Førstefødte forbeholdt: at dele med Faderen Ansvaret for den Lov, de andre kun tjente, at elske den, de kun lød — ja, at forvandle den onde Vilje til den gode: ved at skabe Jærn til Guld, Sang af Sorg …

Han slog Øjnene op og så Gudmoder Hulda, som hun sad dér i den celadongrønne Silkekrinoline og med Ibenholtsstaven i Hånden, i en Grotte af Bålets Lys, med Bryntes og Susans Ansigter ved sin Skammel, med Olofs og Adrians Hoveder skimtende frem og svindende bag Stolens Ryg, og med sin Husfælles og Vens, Major Bror af Ekestams Skyggetorso på Ovnbænken ved dens Karm — en Vagt så tro som Angorakatten Corinna, der blinkede grønt og minutligt oppe fra Ildbukken, og Götz, Bjørnehunden, Helten fra de hundrede Storjagter, der snorkede sin Alderdoms Søvn i Hulen mellem Ovnbenene.

Ej mere modstræbende, sig selv og alle fjendsk, men følgagtig, rede til at modtage som til at give det ham Be- stemte: den største Pligt og den største Ret, listede han under de skyggende Bjælkerækker hen til Flammegrotten og dens Beboere, og gled ned imellem dem på Bjørneskindet foran Gudmoders Fod — for at lytte, for at lære af hende, Mirakelgøreren, der kendte Livets sande magnum magisterium: at sejre ved at ville Sejren!

Han havde derude på Yngens Is set hendes Gård rejse sig som en Himmel over Jorden, af Afgrunds-Pustet, af Afgrunds-Sukket fra Persberg. Og hør nu — nu rakte hun, Frau Holde, alle Värmlands Børn dens »Velkomst«: bød dem alle ind til Gæst …