293
sejrende Indtog! Fri mig, ej blot for Klagen over mig selv, men over alle!
Fri mig for at være Gud lig: den Dømmende, gør mig til Menneske: den Frikendte og Frikendende, Guds eget magnun magisterium, Jærnets Jærn: Vidnesbyrdet om dets Styrke! Og se; min Drøm: at Barnet er Evangeliet, min Mission mod Goliath: ej ved Sværd, men ved Ord er opfyldt! Ja »Ordet« er fundet, Dødens Overvinder: Tak!
Se jeg knæler på dette Gulv, hvor hver Dans vækker Suk fra Persberg dernede, hvert Spring Træbens og Krykkers Halt — ved det Bål, hvorom din Tagfat, Gudmoder, gik mellem Karolinernes vanskabte Skygger efter dine Brødres og din Fæstemand fra Vuggen, Claës af Adelstiernas gyldne, flyvende Manker, og som beskinnede dem i deres Kister, i deres hvide Ligdragt, og hvortil du nu kalder Värmerne til Fest …
Og som på Dragkisten i Bäckstugan, under Sixten Råbocks og Anders Stenkulas Fløjtespil:
«Goda gosse, glaset töm —«
dør jeg af Ungdom …
Ti se: Sixten Råbock, han lød som Yngling, fik Lov at ofre — og fri sig! Forgæves? i forbryderiske Krige? Jærnets Fester forgæves! O Kortsyn!
Sixten, Gustavianerne, Karolinerne, gav de ikke, for korte eller lange Sværd, Jorden dens Lød tilbage, dens rette hellige Glød? Forrådte, forladte var de tro, selv unge Claës, den Troløse; gav hvad der krævedes af dem, de Udkårne; Festen, der lader Hverdagen flamme over Trællen; der forgylder selv Strådøden og skænker den Hammer Vægt, som danner Heltenes Sværd; der lader den Sottelagte fatte Lydigheds Sødme!
O ja, Gudmoder, Søsteren til syv lydige Brødre, Fæstemø til en lydig Fæstemand, Barnet, hvis Leg gik mellem Karolinernes Krykker, skulde hun ej lyde — og sejre? Og han, Gudsønnen, gennem hende? Skulde ej hin Udsæd bære sine
