Side:Jærnet.djvu/300

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

294

Fold, en Jord så gødet sin Frugt: en Slægt af Troende, Offerglade?

Lær mig da, Hulda, Firsindstyve-Årige med røde Kinder, at være ung i Evighed! ej som de udvalgte Træer at give mit Forår til Guds Ære, men at bære de stedse grønnes Martyrium: blandt Vintersovende at bære Bud om Jordens ødsle Hjærte! Lær mig Jærnets sværeste Bud: at give ved at Spare! Lær mig det ved denne Arne, hvortil alle »Bjærget«s Børn bedes, men hvor ingen er så trængende en Gæst som jeg! Lær mig det ved dette Bål, hvor du en Gang sad som et fem Års Barn, på din Farfaders, Grev Jobs, stive Knæ, det, der havde båret hans og Sverrigs Konge, fra den Gang og for altid, den døde, udødelige Karl den XII, fra Tistedalens åbne Ligbåre til Gemslen i Riddarholms Kirkens Krypt — nej, som Pagen den Gang drømte, som Veteranerne snart erfoer, som vi sander den Dag i Dag, vi Børn af Järnbäralandet: til selve Sverriges Hjærtekammer — dets sande Hersker i al Evighed!

»Men — angående Lyrholms på Vägsjöfors — har Kusine husket at bestille Regimentsmusiken fra Karlstad?« Bror af Ekestams Øjne stod stive i Gudmoders, med en forskrækket Ildgnist i deres Glober.

»Ja, ja da!« Gudmoders Kniplings-Næsedug flagrede mod ham, »tror Fætter, at jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, der skal danses på Djursäter, og at ene Ehrenreich spiller Värmerne hurtigt nok?«

»Godt, godt!« Majoren dunkede den knyttede Næve mod Knæet, og nede fra Bjørneskindet nynnede Susan de første Noder i »Borgströms Vals« …

»Fordum — ja, vi husker det, Fætter, var det Stridsbergerne, der spillede for os — da det var vor Tur at danse.«

»Vor Tur!« Bror af Ekestam drejede sig, så Uniformsknapperne flimrede, »vil Kusine forbyde mig at træde Juledansen med?«

»Fætter? nej, men Fætter er også femten År yngre end jeg!«

»Og hvem leder Dansen på Djursäter, nu som alle Dage?«