296
af Lejet ved hans Hjærte .. Budbærerne til de sene Slægter om hans Vilje: de trende Karoliner, som Gud lod tilbage på Djursäter i hendes Barndom, og Gud nu lod Steffen se gennem hendes, Jacobschöldernes sidste Blod, Grev Jobs, deres Fælle og Vært …
Nu blottede Gud sit Åsyn. Og Steffan? Gjorde han sig skyldig i hin ene utilgivelige Synd: flyede han?
Nej, se — og dog tro! Vorde lydig — og salig som en Vallon! …
:Dér, i denne samme Stue og ved denne samme Ild, luder med sit Mankehoved over de magre, spidse Knæ den 85-årige Fændrik Gabriel Israel Isogäus, Præstesønnen fra Pelkäne i Tavastland, Studenten fra Åbo, hvem Tvangsloven om Studenternes Udskrivning rev af Hænde de Bøger, som han først genfandt her hos Grev Job, og tvang i deres Sted Karoliner-Sværdet, hint store, tørstige Stål. Ej fordi Loven om de »lättjefulla och olämpliga studenter« ramte ham, Stuesidderen, Bogormen, Gezelii den Yngres Famulus ved »Bibelværket«, ej heller fordi hans Blod sang med i den store Dødshymne — det nynnede nøjsomt over Aristoteles og ved »Dispositiones homileticae« — men fordi Hymnen krævede Blodet, hans som ethvert, der endnu var rødt.
Forkommen, fortumlet, forsultet nåede han, i Strømmen af pjaltede Soldater fra opløste Regimenter, halvnøgne Nostofolk og lévæbnede Kivikät: Landstorms- og Friskaremænd, til Lewenhaupts Hær i Riga, just som den bølgede ud gennem Portene, for over Mitau, Wilna og Uszpol at slutte op til det store Hævnertogt mod Moskovitiens Hjærte, Fabelstaden Moskwa, som de Ældstes Fædre, med Jakob de la Gardie så for 100 År siden, i Tsar Vasilij Schuiskijs Dage.
Men inde i Litauens natlige Urskove, i Dnejprs Sumpe mødte Student Gabriel ikke den Konge, der havde kaldt ham og hans de hundrede Mile og ikke kunde bie dem fem Dage, men Moskoviten selv, og under Ljésnas Regn og Sne- og Kuglefog så han Kammeraternes Mylder nedsables og nedkøres, de sidste Furagevogne stå i Brand, de sidste Amunitions-Kærrer og Feltstykker Sprænges og rømmes.
