298
Fædrene for 100 År siden. Men såe, blandt Fabelsynerne af Tinder og Gallerier, af Pelse og Smykker, og Tsar Peters eget vanvittige og blodbesmurte Ansigt, kun sin Konges tomme Båre: at han var forsvundet, som havde ledet ham ind i Verden bag Pontus euxinus, at han ej ledte dette Triumftog på Krykker fra Worsklas Tjørne …
Under Knut og Pigstav, i Hjord med 5000 andre Fanger, nåede han hint Hav, og dér, syv År i Woronesch Skibsbyggerier, prentede Gabriel Israel sine Epistolae ex ponto og Tristia, så dybt i sine naglestungne Hænder, i sin tornestukne Pande, at Steffan denne Aften, halvandet hundrede År efter, læste dem så let som Nasos hos Farbroder Anselm.
I det syvende År, da af de 5000 ej hundrede var tilbage, forsvandt Gabriel Israel fra de Kajer, hvor Europa, først med Lefort og Gordon og nu med de svenske Krigsfanger, tømrede Asien dets Røversnekker — dukkede ned i Kaos og steg, grå, af dets Løndomme, en Dag i 1718 op i sit Hjem, i Tavastlandets Hjærte, i Pelkäne, for at finde det Bud sandt, der gennem Lewenhaupts Bureau i Moskwa, over Verdner af Mile og År, havde nået ham, i et Brev til en Medfange: at hint Land Suomi ej mer fandtes til, at ene Ulves Hyl hørtes i dets Nætter.
Hvid som en Hundredårig stod han ved Pelkäne Sø, med de nøgne Fødder sorte af Asken fra sit brændte Fædrehjem.
Ti hin Dag i Høsten 1713, da Carl Gustaf Armfelt her i Kûokkale Pas stred sin sidste Strid med Russen, havde Gabriels Forældres og Søskendes Lig blandet deres Offerrøg med den, der fra Systerbäcken til Torne-Elv, over hele Auras Rige, steg til Guds Trone.
Gabriel Israel havde ledt sig frem gennem hint uhyre Indlands evige Nat langs de Floder, der løb mod Nord, han havde levet som dets Urskoves Dyr, sovet i deres Huler, ædt deres Føde og tiet som de.
Nu drog han, for at tale med sine sidste Landsmænd, den ældgamle Vej, de 300 Mile langs Havet, Tjenerstien, som de et halvt Årtusinde havde trådt til Svea, deres Dronning, at høre og dø på hendes Bud, og hvorad Armfelts
