Side:Jærnet.djvu/307

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

301

dens Rand og vidste, at også dér udover skulde Herren drive dem.

Dyrt krævede Gud sine Førstefødte: på Mamre svale Sletter tog han dem i sin Hånd og endnu ved Mare septentrionale holdt han dem fast, at de skulde vidne, at Nidkærhed er hans Navn.

I Året 1743, i den Senhøst, da ny Blodsæds Grøde: den nye russiske Krigs, sankedes i Lade, da Klokkerne gik over de Nedsablede ved Willmanstrand, de Blodgangs- og Skørbugsdøde i Kymenegård og Borgå, da kvinde- og oldingepløjede Agres golde Ax æltedes med Bark og Ben til Nødbrød, medens Landets sidste Fedme ådes af de i Sörmland og Östergyllen indkvarterede Russere, som man drog ud at tugte for Poltava, og som man nu måtte trygle om Beskyttelse mod Danmark — drog Gabriel Israel Isogäus igen en Langvejsfærd, som fra Woronesch til Pelkäne, og fra Pelkäne til Handöl, med Stav i Hånd og med nøgne Fødder, men denne Gang ej med Gezelii testemonium, men med sit Fændrik-Patent forvaret på Brystet. Og han drog at udnytte det, den kongelige Nåde — ej mer til Hunger og Sår og Fangenskab, men til Penge og Korn: til Krigsmanshuskassans 54 Daler Kobbermønt og 8 Tønder Rug, Pensionen, han, som så mange af hans Fæller aldrig havde modtaget af det Land, hvem hans Blods og Sveds Udgydelse havde gjort fattigere end dets fattigste Fændrik.

Men nu, da i hin yderste Skovafkrog de ny Svedjer sortnede af Frost, det sidste Hornkvæg sønderreves af Ulve på Pörtens Tærskel og ingen Kugle fandtes til Jagt eller Værn — ti Bygdens Præst havde ladet Budstikke gå, at hvor en Finne viste sig at bytte Skind for Krudt, skulde han ved Spidsrod tvinges til at vise Vej til det Sted, hvor hans Folk, kongelig Majestæt til Spot, havde søgt Ly — syntes ham hint Patent fra Baturin et Himmelbrev, et Vidne fra selve den Gud, i hvis Spor Landet nu atter vandrede, om at han, Gabriel Israel Isogäus, hørte til hans og turde forvente sin Løn hos hans sene Disciple. Og — otte Tønder Rug … Vädlainen kom med kun et Lomskind fyldt til Medskog, og Svedje kan bære indtil syv Fold. Gabriel kunde