305
Og den var det. Ti uden for Djursäter var han falden. Og gennem denne sidste ringe, men røde Sum af Blod i Gudmoder Huldas Hånd så Steffan ham endnu sidde her ved Arnen af Karolinernes »Helligånds-Hus«, i Hjærtet af Varmens Land.
Ti de Langslæder, der fra Grev Jobs Lader med hine otte Tønder Rug drog Vejen tilbage, som han var kommet ad, for at søge dem, til hvem han vilde hente dem, vendte hjem med den Håndfuld Aske, som de i hin Skovafkrog havde fundet fra det Bål, Gud Herrens Tjenere, Præst og Lensmand, havde antændt i hans Navn og til hans Ære på det Folk, som han havde lagt dem og Jærnet i Hænde. Gabriels Tjeneste for Rachel som for Lea var omme. Nu kunde han hvile sig i Gosen. Israel havde stridt til Ende med Gud, nu sad han dér velsignet og lammet af hans Hånd.
Og Steffan så ham og forstod.
»Brynte«, hviskede Susan, »husker du: i Fjor dansede jeg Hælene af mine Sko, i År vil jeg danse Fødderne med!«
Steffan nikkede. Ja dans, Susan, dans til Fødderne er danset bort …
Og han skjulte Ansigtet i Gudmoders Hånd og så videre i dens Blods Billedbog …
Og så to brune og blanke Træben rakte ud mod Arnegløden, som tørrede de endnu våde Navne på Major Bror af Ekestams Navnerulle over Festens Regiment. Skyggen fra et nøgent Hoved, fra en tyk og tung Bog faldt over Susan og Brynte, men skjulte ikke deres Latter …
Hindric Griphufvud, Kaptejn af de Albedylske Dragoner, stavede i Kurt Friedrich v. Wreechs: »Wahrhaftige und umständliche Historie von denen schwedischen Gefangenen in Russland und Sibirien,« omkap med Gabriel Israel i Xenophons Anabasis.
Og som Studenten og Fændriken søgte at følge de 10,000 fjærne Fæller de utællelige Parasanger umålelige Lande igennem, fra Babylons Floder til Hjemmets Arkadien, men ak! ved hver anden Parasang måtte ty til sin Mesters
