307
Oldingefingrene, hvide af Døden, brændte røde af en dræbt og fremmed Ungdoms Blod, af hans eget, udøst i fremmed Jord …
»Rens mig fra Synd med Isop, så jeg vorder ren! to mig, så jeg bliver hvidere end Sne!«
Den arrede Pande søgte Hvil i den utoede Hånd, og Feberøjnene lukkede sig, at ikke se, men tro, at bæres ej på egne Krykker, men på Hans Ørnevinger til den Gud, hvem al Jorden og han selv tilhørte, som havde taget hans Liv og budt ham tage de andres …
Vendte sig nu hint Åsyn, som ingen, der vil leve, tør se, fra ham, Hindric, og, gennem Gudmoders Blod, mod Steffan? at lade ham falde — eller opgøre sin Pagt med ham?
Gennem Krudtdampen ved Tipperup, Snefoget over Narva, Brandosen ved Düna, Jordrøgen fra Poltava — gennem Tågen af Mile og År, gennem Glorien af Laurbær og Paianer, så han Hindric Griphufvuds Liv og deres, som det tog for hint Åsyn …
Han så Spaden i Knøsens Hånd, dens travle Dont i Moderens og Søsterens Abildhave, i den aldrig kendte, ved Lund faldne Faders overgroede Vænge. Så den byttes for Sværdet og dets Gerning: dets Høst derude, dets Frugt herhjemme: Livene, som det tog, og dem, som det ikke fik værne: Moders og Søsters mod Røver og Ulv.
Så ham, som nu ved Gabriel Israels Side, som nu på Træben, i Juledagene i 1709 gennem Moskwas trange Port vandre ind i sin Fængselsgårds tusinde Mile. Så ham lakke de 945 Werst fra Moskwa til Clinoff, de 500 fra Clinoff til Solokamsky, de 267 fra Solokamsky til Wergotura — ro ad Floden gennem hin 8 Døgn lange Skov til hint store Bjærg, som var Verdens Grænsemur, hvormed Dødens Rige er tillukket og befæstet: Ural foran Sibirien.
Og han så ham og de Hundrede andre — de første af de Tusinde, der kom den Vej — skride over Grænsen, vende sig og se sig tilbage, en sidste Gang, og forsvinde for de Levendes, men ikke for Steffans Øje.
Det fulgte dem over Bjærgryggen og gennem Kløfterne,
