309
Scriver og Arndt, Sorthau og Statius, de Bøger, der nåede dem med Vårbruddets Floder i deres Fangenskabs sjette År — som Foråret selv over de Vintre, da de kun havde ejet Stumper af Salmer eller Traktater, bevarede fra Barndommens Otte eller fra Læsetimen bag Bedstemoders Rok …
En Sang af fjærne Stemmer, en Hymne bag Mile og År tonede fra Gudmoders Blod i Steffans Øre — som:
»Det var en söndags-afton,
jag klädde mig till dans!«
i hans andet, med Susans og Bryntes leende Stemmer, med Bror af Ekestams snurrende Bas og Gudmoders smilende Diskant…
Navnelisten skød sig fra Majorens Hånd ud over Gulvet:
»800 nåede vi!« lo han og lod de våde Navne bølge, som trådte de alt Dansen.
»Og dertil »Knægtene«,« smilede Gudmoder.
»Det er hele Rullen over Värmlands Regiment og Jægerkor!« råbte Ekestam, »men lettere blev det at finde Adressen på Himlens Fugle end deres!«
»Og dog finder de nok Vejen hertil!«
»Finder Vejen? Vejen hertil? Fandt Tranen Vejen til Dansepladsen?« han lo, med funklende Øjne og Tænder.
Hint fjærne Kor sang ikke mer. Hin Fest bag Dødens Grænseryg var omme. Men Steffan så Hindric Griphufvud lakke gennem dens søgne År — ad de stejle Gader og Trætrapper, mellem røgbolmende, mostættede Træhuse, Købmændenes Gostinny Dwor, Kirkernes Løgkupler og Guvernørens, Fyrst Gagarins, Precase, ad de isglatte Trin til Övre Staden, med Udsigt over Tagenes Sneflager til de bundfrosne Tundraer, med Tobols og Irtys' sorte Årer og Fyrreskovenes fjærne Rand.
Pustet fra Horizonten nåede den ensomme Mand, fra Brødrene i Tatariet, i Svovl- og Salt- og Malmgruberne, fra »de titusinde Miles By:« fra den kinesiske Mur om den
