313
Og for sine forstenede Øjne så Hindric Fangestien, den uendelige, rulle sig op igen. De utællelige Skridt, som de havde vandret til Døden og Saligheden, vandtes tilbage —. Himlens Borg: Sibiriens Fængselsbyer dukkede i Horizontens Sne, med Tårne og Porte, — ja selve Grænsemuren, Skellet mellem Hisset og Her, Ural, faldt, og Europa åbnede sine Sletter for deres Fødder, og sendte dem sit blide Pust fra Hjemmet, den jordiske Lyst.
I Guds Ledebånd havde de vandret herover en Gang, afmægtige, i Søvne, bedøvede af Sjælens og Legemets Vunder, og i Søvne fandt de nu Fjedene tilbage —: den på Fjældsiden i Sne hyllede Hytte, hvorfra Hundens Glam genlød mellem Dalens ishængte Mure, nu som for tolv År siden; Katarakten, der, end ej udtømt, end ej var blevet trættet af sin Falden fra Tinden og end ej havde udfyldt sit Bækken — det for altid Forladte, det for evigt Begravne, det af Gud Kuldkastede opstandet!
Og han hørte bag sig og om sig og ud fra Sidekløfternes skjulte Stier, fra Bjærgenes ukendte Byer, et Trådd af tusinde Fødder, af Dødes Trin vandrende mod Livet: af Fanger, der blev fri — Dødens Rige opsendte sit Folk, Gud skikkede sine Børn til Jorden igen!
Ja, Moskwa selv groede frem en Dag i Marts, med Kupler grønne som Høje og Tage gyldne som Agre, og ad de syv Porte, hvorad de en Gang vandrede ud, vandrede de ind igen, i Virvaret af Handel og Fest, i Kiv og Kævl, i Spædbørns Skrig og Kvinders Latter. Og på Krigskollegiet lagdes i deres Hænder det Tegn, der var den tabte, den overvundne Verdens: Sværdet. Hvad skulde da Rejse-Passet til, Orloven til den ganske Jord? Stålet var jo dens Nøgle!
Men Gud —? I Frydebruset over det vandrende Tog, der nu søgte mod Sankt Petersborg, mod Havet, mod den Sang omkring Barndommens Vugge, der havde lullet selv Indlandsnatten til Ro, og som nu bag Kimmingen kvad Genfødelsens høje Vise, i de genfødte Planer om Hus og Hjem, om Lyst og Dåd — søgte Hindric Griphufvud ene Gud, vunden ad denne Sti, Fjed for Fjed, og tabt nu, bagude: Asiens, ikke Europas, Gruens, ej Lystens Herre.
