314
Om Bord på de tvende Galejer, som den 10de juni sejlede sine 235 Fanger Sverrig og Somren i Møde, vendte han sit Ansigt mod Vintren og Rusland, at finde hin Gud, den Dyrekøbte. Han så ikke Hogland eller Utö, ikke Landsorts eller Dalarös Kastel eller de svenske Lodser, de første Landsmænd, der favnedes af de fra Udlændighed Hjemkomne.
Han så kun hin Oktoberaften i 1700, da en tyveårig Yngling på Konge- og Drabantskibet »Vestmanland« styrede bort fra det hidtil Givne: fra Moder og Søster, fra Faders Grav ved Kirkemuren og Pligten og Agren, som han tog i Arv, ud til Gærninger og Veje, altid fjærnere fra Västergyllen, men altid nærmere Gud.
Og dog, blev det ej i Hjemmet, i Västergyllen, han fandt Ham igen? — eller — o nej! ej fandt Ham, den i Fangenskabets Land for altid Efterladte, men dog kendte Hans Ånde om sit Hjærte: at Han endnu var til og den Samme! — da han stod dér med sin Krykke og sit Knytteklæde, med den falmede Uniformskrave og den blegede Hatteskygge fyldt af den hjemlige Regn, og med Zobelskindet fra Ural til Søster og Guldklumpen fra Altai til Moder i Hånden, hørte den hvidhårede Præst fra sit Bislag forkynde ham deres Død for Marodører og Rovdyr, i Hungrens og Pestens År, da Krigsskatterne drev dem fra Hjemmet.
Bag dets Grind så han, moderlig og svanger den lille Pige, der på Faderens Gravsten byttede Perlering med ham, hans Brud i Himlen en Gang, som ingen Bojardatter skulde skille ham fra … Og vendt på sin Krykke og forbi den Kaptejns-Gård, der var ham lovet i Tobolsk, men for Åringer siden skænket hans Efterfølger, søgte han ad Värmlands store Tiggersti til Djursäter, til Hr. Greve Job af Jacobschöld, som ved Utö havde mødt de hjemvendende Fanger og med Tårer i Øjnene besvoret alle dem, hvem intet Hjem og intet Udkomme ventede, for Livet at slå sig ned hos ham.
Til Karolinernes »Helligåndshus« søgte han, at ved Gabriel Isogäus' Side vandre de utallige Parasanger tilbage, at finde den Gud, der havde udsendt og hjemkaldt dem, men ej selv fulgt med fra Fangenskabet — at bede Ham, hvis Åsyn ej mere sås, at to med Isop, ej af hans Hænder det Næstens
