316
Lejr, og de døde på en Valplads. De tjente deres Brød i Blod og i Sved: en Slægt af Håndværkere, fuldlærte, ærlige og fromme, Guds eget Laug.
De kendte ikke til Begejstring eller Had, ej heller til Grumhed eller Havesyge, de var faglærte Folk, ikke Helte eller Martyrer, men ej heller Condottierer. De var Puritanerne under den strenge, skotske Disciplin, under Knox'es rettroende Tugt.
Algernons Faders, Chrysothemos Moffats første Minde var Kampbuldret ved Nürnberg mellem Wallensteins og Gustaf Adolfs Tropper — sit første Sår fik han ved Dünbar, hvor han tjente Cromwell, ikke som Skotte, men som Soldat! Hans egen Broder gav ham det, som han siden i Fangelejren, med Moffaternes kyndige Hånd, lægede det. Så skiltes de to Brødre, der her mødtes for første Gang, for aldrig mere at ses. Den Ældste gik mod Syd i Mazarins Sold at kæmpe mod Frondisterne, den Yngste mod Øst at stride under Karl Gustaf mod Polakker og Tatarer. Ved Warschau og Toget over Bælterne vandt han Officérs-Diplom, ved Fehrbellin Døden.
Peringsköld komponerede ham et »Slægtsvåben,« og i Kungsholms Kirken hang det end den Dag i Dag, ved Siden af hans store Landsmands, Karl den XI.s Tjener, Robert Lichtones. Men hvor fandtes hans Grav?
Nu, hvilken Moffats Grav kendtes? Den ganske Jord havde dem behov som Tjenere, og den ganske Jord gav dem Orlov i sit Skød. Hærskarernes Gud skulde på Mønstringens Dag nok kende deres Rastpladser. Eller havde deres Lærefader, John Knox, ej lært dem at ringeagte den af Præsterne »indviede« Muld for den af Herren selv viede: den ganske Jord? og vidste de ej, hvortil Han havde viet den?
Født, han vidste ikke nøje når, men under sin Faders Besøg i Stammens Hjemland, i Skotlands Elerdijn, gik Algernon Slægtsskolen igennem under Vilhelm af Oranien, i »den flyvende Armé,« opbrændte »Solkongens« Magasiner ved Clevet, deltog i Brüssels Bombardement og i Namours Belejring, lærte under Eugen af Savoyen at fejde på Tyrk som på Kristen
