Side:Jærnet.djvu/323

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

317

og trådte som Helbefaren ind i sin Faders sidste Hær: den svenske.

Mester blev han aldrig, så lidt som nogen anden Moffat. Deres Sag var ej at lede, men at følge, og sin Herre fulgte han, fra Ungdommens og Sommerens Tid, fra Landgangen ved Humlebæk, Sejren ved Narva og Altranstädts store År, da han så Jordens Konger neje sig for hans Herres Fod — til de grå Hår og Vintren i Bender, Kongsridtet Europa igennem og Fæstningsgraven ved Frederikshald.

Knap med sin Tale som med sin Føde, umådelig kun med Tobak, havde han smøget sin Pibe ved August den Stærkes og Stanislaus Leczinskis Hof, mellem Volhyniens Blomster og i Ukraines Rim, over Sarazenernes Sletter og under Timurtasches Palmer. Statelig og støt gik han sin Herres Bud — til Stormen på Thorn og Spejdertogtet mod Oginski, som til det gyldne Seralj, til den høje Sultan Moder Validé og hendes Huris, at i Stanislaus Leczinskys Følge bevæge Achmed den III til at udsende sine 200,000 Tyrker mod Tsar Peter.

Med sit Sværd dækkede han Wojvoden Hioffskys Tog mod Ukraines Zaporoger — som Magister Enemans mod Lilleasiens Krybdyr, Sneglehuse og Rarieteter.

Han afhuggede Tyrker- og Krokodillehoveder, fik Ørene bortfrosset ved Baturin og Solstik ved Damaskus, så Pattkul og Salamandre vride sig under Martre, holdt Vagt på Bethlehems Høje og i Carlopolis' Dværggyder og sad til Taffels med Malborough og Mazeppa.

Uden Smil red han Triumfridtet gennem Krakows Mure, og uden Suk trællede han, efter Kalabaliken, ved Tyrkernes Kreatur-Brønde, åd Dyrenes Føde og sov om Nætterne på Cisternens Bund. Og uden at fejle ledte han sig og sine Folk forbi Vejviser-Pælenes mange Sprog gennem Moldau, Wallakiet, Siebenbürgen, Böhmen, Sachsen, Brandenburg og Pommern til Stralsunds Porte, til den Konge, det nu behagede at ombytte Adrianopels evige Sol med Tules Tåger.

I Badenstrasze skuldrede han Sabel for ham, som han hilste til Afsked paa Kristenhedens Grænse, i Pietest. I Spidsen