321
men som hans egne sidste havde smagt ham bittert på Tungen, blev de ham beske: den østrigske Arvefølge-Krig, Syvårs-Krigen og Kolonikrigene. Han talte deres fåtallige Ofre og År og Mile, mindedes sin egen Tids og spurgte efter Gud. Han genkendte ham i Lissabons Jordskælv: Herren, for hvem alt Kød er Hø, men undtes ikke at opleve hans Genfødelse på Jorden, mars triumfans, den store Krigs Renaissance: han døde, uden Alder, uden Hørelse og Syn, en udslukt Klode, det Ar 1789, der blev Gryet for Blodets nye Dag. Eller — nej, han sad endnu denne Aften i sin Krog, blandt Profane den Salvede, blandt Lægmænd Mystagogen, udødelig blandt Dødelige: Krigen selv.
Og Steffan så ham og forstod og bad Menneskets ene tilstedelige Bøn: Din Vilje ske! …
»Patron Jacob! Nej, nej, Kusine, forlad: vox montis, vox dei: han er dømt af »Bjærget«, han kan ikke bedes til dets Fest!«
Bror af Ekestams Arm rakte sig besværgende og beskyggende frem foran Ilden.
Steffan nikkede og smilte. Major af Ekestam: Brudgom uden Brud, Brugspatron uden Brug. Kriger, hvis Klinge aldrig smagte Blod, Usårede i Karolinernes Helligånds-Hus, nægtede sin Broder dets Ly — og med Rette!
Ti: én er Snylteren, en anden Forræderen! utilgivelig: ene Fornægtelsen, Menneskets Gøren Guds Vilje bedre!
»Djursäter beder ingen, men har alles Navne på sin Gæsteliste,« Gudmoder Hulda nikkede bestemt, »skriv Patron Jacobs derpå.«
Bankede Steffans Hjærte frit, som før hin Aften Farbroder sang sin Hymne til Jærnet? fri for dets Lov, i sin egens Triumf?
Hvor sad han da? I Frau Holdes Slot?
O nej, i en »Bjærget«s Gård: dets Festens og Nådens Hjem, Skænken til den sidste af en ofret Slægt, et Jærnets Smil til sine Tro....
Frau Holde, tegn kun Forræderens Navn på din Liste, Festens og Nådens — Djursäter gemte før Lovbrydere, men — til hvis Ære? Til Jærnets! Du Fe på »Bjærget«,
