322
lyd dit Hjærte — og Jærnet! trods Gud — og tjen ham! byd Patron Jacob til din Fest, at den skal blotte ham blandt de Lydige!
Gudmoder, du som blev gammel mellem disse Vægge — drømmer du endnu at kunne gå uden om ham, der rejste dem: sit Æresminde på »Bjærget«?
»Nu står hans Navn her: Jacob Garneij af Pilhhjårta til Svarthyttan!« Bror af Ekestam præsenterede sin Roste, »Knægtenes derimod ikke. Men, Kusine får forlade mig: hvem tror I, der kommer?«
Gudmoder lo, sin lille, skære Latter, mod sine År — og sin Vilje, en Hymne til Gud: Dommen over den med Rette Dømte, Nåden til de med Skel Tilgivne …
Ja, Gudmoder, svar: hvorfor er Bror af Ekestam, Skulkeren, den forlorne Søn, der blandt Svinene øder Folkets Sved, din Husven — men Patron Jacob, Messias, der vilde løskøbe Folket ved sit Blod, en hjemløs Tigger på Yngen?
Han dukkede sit Hoved. Stille, stille oprørske Hjærte — rødt af Jærn!
»Uf — Knægtene!« Susanna gøs af Vellyst ned i Spencerets stumpede Skjul, »når de ser mig i År, danser de med mig!«
Behøvede Steffan skærme sine Øjne mod Bålet, mod Krogenes store Skygger for at se — og forstå? »Knægtene« — hvilken Värmlands Jomfru tænkte at ægte dem, men hvilken ofrede dem ikke sin Mødoms første Vals? Gode Brynte, de Bryster du skal kysse, fik de til at gløde, Värmlands Ungdom, den ledige, frafaldne — men frygt kun ikke: Jærnets ypperste Frugt, den modnende Mø, er dets ypperste Profet: Moder kun til ægtefødte Børn: lydige Trælle! O hede Blod, rødt af Jærn!
Men Steffan glemte påny, for en Stund, Bryntes vrantne Mine som Susans forventningsfulde Skuldre: Jærnets unge Leg, for i Gudmoders Blod, dets endelige Sum, at nemme dets Lære — sig selv ej til Trøst, men til Viden.
Og medens deres Navne, som ej indførtes i Festens Ronde, fordi de var Festen selv — Knægtenes, »Bjærget«s nye »Krigere«, svirrede over Bålet på Stemmer, der lo ved
