27
i sin og smilte til ham. Og de entrede sammen ned ad Skråplanens Dynd af Is og Kul.
Larmen steg op mod dem, op over deres Hoveder. og forbi det hylende Bælghus og den trampende Kvartsknuser dukkede de ind i Rådstugan, Udtapningsstedet i Ovnens Fod.
Som en omvendt Fakkel luede Ovngassen ud af sit Rør, jagende Skæret hen ad Loftets vældige Skråflade, den lave Stensyld og Støbeformene midt på Gulvet. Ovnens Kyklopmur tabte sig op i Mørket, med støvgrå Kvaderblokke, ormædte Bjælker og rustne Jærnankre. Som en Skyggearm rakte Udløbsrenden, Jærngaden, sig i skarpe Vinkler ud fra de sanddækkede Luger. Kølevandet fra Bælgene pølede uafbrudt, blinkende, ned i sit Trug.
Henne under Ovnen puslede en krumbøjet Silhuet i en Sky af Støv og Aske — Masmestren, der fejede Jærngaden ren til Udslaget og gned den med vådt Ler, at det ikke skulde fortære den. Ved Slakkehullet glødede det sidste, nyligt tømte Affald.
På Gulvet, foran Støbeformen, rugede de tre Masovnskarle på en lang Træskammel, ventende på Mestrens Tegn.
Sneen blånede ind ad Dørgabet. Dunkelt, som Træheste, tegnede sig Bukkene derude, med de tomme, hængende Førselskurve.
Nu kastede Masmestren Kosten fra sig, greb et af de Spid, der hældede sig mod Ovnmuren, og drev det, foroverbøjet, Gang på Gang, ind i Ovnhullet.
Jærnskorpen brast, og ud vældede den gloende Strøm.
I et Nu blånede Gasfaklen, som en tændt Tot Hør, og hele det vældige Rum oplystes til Tagets højeste Sparrer og Væggenes fjærneste Kroge. Kranen sprang frem med Tang og Arm, Vægten med sine Lodder, Stabler af Jærnblokke, Kvarts- og Sanddynger.
Som et luende Alter stod Ovnen dér, flydende af Ild og Jærn.
Sneen veg bort, de så Esserne flamme bag Bukkenes Række.
Lynsnart var Karlene sprunget til. Den Højeste greb
