324
Susans og Bryntes Kinder, røde af Triumf over dig? af Sejren over din Lod? Bi, og find også deres blandt Stenene!
Dans, dans! »Aldrig mer!«
Velkommen, Ingel, du Bryllupsdansenes Musaget, du Brudeparrenes Psykopompos! vort Syn er dine Øjenhulers, vor Fæstensring dit Brændemærke: vor Herres Tegn!
Dans, dans Susan! syng, Brynte! »Aldrig mer!«
Ingel Lydinghielm — Brudgom, Karolin, Galejslave, nævn dine Kår, og vore er nævnte!
Tak Farbroder, at du prækede Ingel Lydinghielms Liv for mig, fra jeg var Barn — jeg har alt levet det — mit eget …:
Hånd i Hånd med Lotten Gyllenskepp, din Barndoms Legesøster, og nu din Brud, trådte du fra Gladisvalls Munkekirke ud mod Forårets raklegyldne Birke, ud mod Glafsfjordens Vårånde af isfrie Vande og knoppebrune Skove, mod Horizontens Slør af Øer, Åse og Bjærge — Forfædrenes, Eders eget og Eders ufødte Børns Hjem … ud mod dets Velkomst: Træd ind, væk mine Stiers Støv og mine Bølgers Skum, mine Lundes og mine Gårdes Ekko, nu og for hundrede År, med Eders egne hundredfoldigt gjorte Stemmer! befolk mig og velsign mig i Eders Sæd, Eva og Adam, min Dronning og Drot!
Og fra Eders Bolstre, hede af Eders Bryllups-Favntag, øjnede Eders glippende Øjne, fjærnt bag den duggede Rudes Glar, fjærnt, men sikker mod sit Mål, lille i Fjordens Morgenblå som et Hagl, men voxende til en Kugle: Skibet, under Eders, under vor Skæbnes sorte Sejl — Krigsbudet: »Op, du sejrende Adam, og følg mig! Og du, nys blottede Eva, svøb dig i Enkens sorte Hårdug! Befrugt mig af Eders Blods Hede, af Eders Bryllups Sæd, at jeg skal blomstre og kendes evindeligt! jeg, Urguden, Fødslens og Dødens Drift, Trangen til Mættelse!«
Den 1ste April viedes Ingel Lydinghielm og Lotten Gyllenskepp til Husbond og Hustru, den 14de red han bag sin Konge, fra Karlberg Slot, én af 12,000 Unge, én af Sverrigs Vår.
Og 41 År efter, en Snenat i December, i Hungrens og
