326
hjem at blandes med den af Herren dog længst udtrådte Gnist: hans Bruds.
Men flyede han end for sin Dommers Hånd Jordens halve Kres rundt, han undflyede den ikke! Ved Øen Alboran ud for Malaga kom hans Udsendinge, de sarazenske Sørøvere, over Ingels Skib, iklædte ham påny hans Herres Dragt, Lænker, og opstillede ham på Torvet i Kairo til Salg for hver Mand.
Med Kinderne endnu røde af hin Gud berøvede Lue, med Hovedet løftet højere end alt Folket, med Brystet hvælvet og Håret som armtykt Guld, for vist ej skabt til en jordisk Møs, men til Skaberens egen Gammen og Ære, behagede han Sultanen selv og førtes til hans Våbenhus på Borgen at lede de unge Mamelukers Våbenøvelser, at lære Sarazener-Klingen det Karoliner-Sværdets Mæle, der havde lydt selv til Egypterland.
Men som han havde behaget Landets Hersker, behagede han dets Herskerinde, Dronningen for sit Køn, Sultanens Yndlingshustru. Og skønt den nordiske Josef nægtede hende, som Gud, sin Ild, ene viet hin Mø derhjemme, udbrændtes hans Øjne, afragedes hans Hår og spændtes han blandt Blåmænd og Negre på Galejen.
Belæsset med trehundrede Pund i Jærn om Hånd og Fod, selvtredje om den mastetunge Åre, Kafferes og Kopteres Fælle, piskede han i 23 År Middelhavets Azur i Skum, blottet for dets Sol, men blind for dets Æter, én Åre i Rotakten, én Ege i Drivhjulet, én Røst i Guds Hymnen: Dig ene Æren!
Men da i det 24de År hin i Gladisvalls Vårdag til Lykke og til Frugt indviede Flamme havde brændt hans ensomme, goldt svedende Krop til Kul og Aske, da Guds krænkede Ret omsider var erkendt, og ej mindste Denar kunde forventes at øge Bøden, løslodes den Udtjente, frigaves den Udtømte til den Jord, som han havde villet befrugte med sin Sæd i hundrede Led. Guds Eneret var nu hævdet, hans Ære frelst.
Et genuesisk Skib kom ud for Minorca over Piraterne, Republikens Plageånd gennem Decennier, og midt i det blå
