Side:Jærnet.djvu/333

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

327

Middelhav optændtes et Kampbål, ophvirvlede et Våbengny, der vakte Slaven på Triremens nederste Rorbænk, af Åretaktens Søvnsang, af Trældommens Svedos. Han fornam hint Hanegal over sin Bryllupsnat, hin Stålsang af hans Århundredes Gry; vild af Minder og Vunder genvandt han en sidste Gang sin Ret, fuldbragte han en sidste Gang sin Pligt.

Som et Jordskælv brød han op af Galejens Bund, med sine Fæller, Zuluerne, hængende i sine Arme og med dem og Åren plejlende over sit Hoved tærskede han i den vilde Lo Knokler og Kød, blind, men rammende Kærner ved hvert Slag, brændende sig frem af Poltavas Håndmænge, af Urals Skovnat, af Blindhed, Fjærnhed og År mod hin Morgen i April over Fjolen.

Og han, Karolinen, Helten fra Århundredets Myte, fra Eventyret over Hverdagens Børs, Samson, der ryddede Hælvten af Hedningehundene over Bord og skænkede Havenes Dronning og Kristenhedens Forpost Sejren — mødtes på Genuas Mulier af Dogen og de Fyrretyve, af Republikens Hyldest i den gyldne »Velkomst«. Og på Handelsfyrsternes Bekostning nåede han hjem til sit Livs eneste Mål: sin Elskedes Leje.

Og på den snevåde Ligsten i Glafva Kirke krøb en blind Olding, en hjempermitteret Soldat.

Men fordi Gud havde tilgivet Ingel Lydinghielm havde hans Trofaste, Hindric og Algernon, det ikke. Eller skulde de, som, den Første ved Freden, den Sidste ved Krigen, havde måttet slippe deres eneste Oprør: Bønnen om at måtte fatte Gud, nu også slippe deres Lydighed: Udslettelsen i hans Vilje, ved at kalde en selvkær Frigænger, en selvklog Rømling for Broder?

Men rakte de aldrig, for Guds og egen Skyld, Ingels nu altid i Blinde famlende Hånd deres egen som Vejledning, da bredte de tyve Gulvfjæles og en evig Tavsheds Ørken mellem sig og de to der, den Ene i sin Gudløshed, den Anden i sin Gudsangst, som levende Stave søgte at lette den Dømte hans Vej: Kornetterne Hanz v. Rajalin og Per Gyllenorm.