331
Bens og Hjuls Djungle, krøb den Gamle med sin Byrde på Ryggen ad Målets Port, i Sandhed trang af Mennesker og Dyr, der søgte Fødens og Varmens Paradis bag de af Ravne myldrende Mure.
Og over Strædernes Dynger af udsmidte Kadavre og afskårne Legemsdele nåede han frem til Lazarettets Skur, og her fik Kornet Gyllenorm sin første og sidste Vunde, for Feltskær-Saxen- og Tangen: de bortrådnede Tæers Knokler afknebne, og besvimede i Juleaftnens Salmekor af Rallen og Skrig, i dens Myrrha af Exkrementer og Blod: i det genvundne Atlantis, al Menneskehedens Vugge …
Men, o du heldige Argonaut, hvi solgte du dig da til Dragen — for Frihed og 1000 Rubler og en Dragens tykke Datter? hvi lod du din rene Lutheri Dåb aftvætte i græskkatolsk Vand og tog Sæde i din Svigerfaders Hus at nære din Bug med Hvidløg og Kvass og steges på Ovnbænken, mens dine Brødre, dine Medsejrende, brød Sibiriens Jærn af dets Frost til Lænker for sig selv og Sværd mod deres Sønner eller forspændte som Oxer pløjede Tatariets Jord og gødede den med sin Sved?
Havde du mistet Troen hin Julenat på dit Lands profetiske Mission?
Men hvi blev da, din tunge Vom tiltrods, din Kind lige grå? hvi saltede du din Stør med Tårer og fortyndede dit astrakanske Øl med Gråd?
Og endelig, hvi luskede du, med en laset, blå-gul Uniform i din Bylt, ud af Wergoturas Port, en Januarnat i 1722, at på Urals svimle Stier følge en Mumlen af Stemmer, et Trådd af Fødder og Stave, som forude, uden Rast og Hvile, gennem Lys og Mørke drog mod Vest? Hvi åbenbaredes du, efter mange Nætters angstfulde Listen efter, en Martsmorgen uden for Klinoffs Mure, knælende og hulkende blandt din Ungdoms Trosfæller, rækkende hine blegede Uniformslaser mod dem — at ormefed og stuebleg tiltrygle dig Fællesskab med dem, de med snehvide Hår og stumpede Lemmer Signerede?
Og hvi modtoges du, dér som i Djursåters Helligånds-
