Side:Jærnet.djvu/339

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

333

Unge Job, opvoxet sammen med Kong Karl mellem Drottningholms Vægge, under Skyggen af Ehrenstrahls Tableauer af højsalig Karl Gustafs og Karl den XI's gloriøse Bataljer, oplært af Kongens egen Fægtelærer, Porath, til Sværdlegen: svensk Mands Dåd fra Götricks Tid, indviet til hin Stamfaders Eventyr ved Kammertjeneren Hultmans Aftenkrøniker — fældedes du på Sejrens første Dag af dine Egnes Sværd: af Dalkarlene, som i Snebygerne, Høstmørket og Kamptumlen, fejlende af Ven og Fjende, kom over din Afdeling, Garden, og under »Giötha kiämpawisa« nedsablede sine Medarvinger til hin Vestgöta-Herres Ære.

Kvalt i Narowas Dynd, i dine Brødres og dit eget Blod, slæbtes du med af flygtende, russiske Marodører, udbødes til Salgs på Nischni Nowgorods Torv og købtes af en tysk Købmand fra Moskwas Slaboda — som mod schylock'ske Procenter afstod dig til din bekymrede Moder, den lærde Fru Beata Silfverhäst, hvem megen Fordybelse i Descartes og Leibnitz havde berøvet den rette Tro på Sverrig og Gud, og som i dit Legemes store Krankhed og dit Sinds Delirier fra Narovas Slam og Brodermordets Bad, holdt dig indelåset i sit Guldskrin — til hun lukkede dig, tålelig sund, ud for at bære din Konge, din Tid og dig selv til Graven i Gråmunke-Kirkens Krypt.

Job af Jacobschöld, du der døde her i Gudmoders Stol, hvid af hundredeogti Vintres Sne, for den Kugle, der på kungliga teatren dræbte Kong Gustaf den Tredje og dit sidste Begreb om svensk Mands Pligt — tal nu en Gang om dit lange Liv, nej, din lange Død! Tal om Guld og om Jærn, tal og bliv din egen Herre, skab dig dit eget Liv ved Skriget over dets Tab! øv din Pligt, den fældede, tag din Ret, den solgte: Pligten til Dåden og Retten til Lidelsen, din Slægts Æreskranse, og knug dem med dine Hænder, umærkede af Sværd og Lænker som de er, om din Pande! Er de ikke dine, du Desertør mod din Vilje?

Svarer du, nu som altid stum, ved at pege på dine Gæster, på Hindric Griphufvud som på Matts Hane, Kammeraterne, som du syge Barn sankede om dit Leje, at deres Røster, hæse af Himlens Vejr, deres Klæder, støvede af