Side:Jærnet.djvu/342

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

336

Stævne, at fælde den urgamle Drages, Krigens og Tyranniets sidste Hoved: Napoleon, dér blandt v. Schills og Lützows vilde Geseller, skørteklædte, skotske Presbyterianere, liljehvide, burbonske Emigranter, sortgyldentrøde, jahnske Burscher, Italienere og Baschkirer, blandt Racernes Blomst og Bærme: Tettenbornske Korps og Royal Suédois — i Kosmopolis, Broderskabets nye Hovedstad, mødtes I, Eva og Adam, unge som det jordiske Eden selv.

Dér blånede den rügiske Jomfru mellem Hanseaternes Døtre, de bestandigt vexlende Krigeres bestandigt grønne Brude, som blomman för dagen, den af Solen vækkede — og visnede mod Aftnen, den hurtige, forkrænkelig skøn som Seklets Drøm og dens Elskeres unge Standhaftighed, i »den hvide Rædselsperiodes,« »den helliges Alliances« lammende Tåge …

O Bror af Ekestam, evige Drømmer og Brudgom: mit eget, nej alle Arhundreder! O Fæstensring, kysset lidenskabeligt nu som da! o altid fejrede og altid opsatte Bryllup! o Sejr over Synd og Død, du Blomst for Dagen — og Evigheden: Menneskehed, vissen hver Aften og frisk hver Morgen!

Bror af Ekestam — næste År rejste han til Itzehoe og hjemførte sin Brud … næste År, når hans Spillegæld i Biribi var betalt, når Concordia v. Putbus' Familiesmykker var indløste og det pansatte Hjem indfriet … når han og hun var unge igen, de og Seklet genfødt!

Den Bryllupsfærd havde Steffan ventet fra Barn, som Bror af Ekestam og Värmland ventede den hvert År — og som Fernebo ventede sit Riges Komme, det i Blod og Tårer tabte …

»Bröder, våra blommors skål!
den som först sin krans får fårdig,
år den bästa flickan värdig!

nynnede Majoren, plukkende med de mørkthårede Hænder af det lunefulde Lys- og Skyggespil den Krans, der skulde blive færdig — til »den bedste Piges« Grav …

Jul efter Jul havde Steffan set Majoren antegne sin Brud