Side:Jærnet.djvu/348

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

342

hans Hånd Dødsbærerens Isgreb — og fyldtes af ungt og duftende Kød.. En Lugt, sød og svanger, blæste mod hans Ansigt, om hans glippende Hjærte —

Fortumlet slog han Øjnene op og fik dem fulde af Susans Skulder, Hår og Mund …

Hun lo op mod ham, skråt, med Tænderne fyldte som af Ild:

»Går du i Søvne, Steffan lille? du var jo nær ved at træde mig ned.«

Han drog efter Vejret — Sødme og Hede … Ja, Susan, i Søvne gik jeg, i de Dødes Søvn — og havde nær trådt dig ned — mig selv, mit Liv!

Et Nu? Jamen: et Nu i dig: min Evighed, vor Evighed, Susan! Vore Ansigter frelste af Stuens Mørke —: Kødets Opstandelse! Sædekornet, der forgik — og frelstes i hundrede Fold!

Susan, jorddrag mig i dig! Omstød Guds Dom, du som fuldbyrdede den hin Dag i Tårnet! Vær Gud mer end Gud! Giv ej blot mig, hans Skabning, men ham selv vor Ret! Men il! se Dødsbæreren, Guds Sendebud, bier!

Han greb påny mod hendes Skulder — og slog imod Bryntes Hånd, der lukkede sig om den, fast som en Skaal. Og han skimtede Olofs magre Fingre, der strøg tørstende eller tyssende mod hans Læber. Og Adrians nøgne Ansigt, rigt kun paa Sved, Angstens og Afmagtens Tårer…

»En Sædemand gik ud at så —« Märta Moll læste af Lucas om Sædekorn, der faldt i Muld, på Stene, blandt Tjørne og på fodtrådt Sti. Om Guds Udsæd til hundrede Fold — eller til Solbrand, til Fugles Føde … om hans bundløse Lader, om hans Ære ved Frugt som ved Forspildelse …

Men — nej, nej! falske Vidnesbyrd mod Gud! For hvert Sædekorn, der forspildtes, fornægtedes hans Navn, fortabtes han selv! Af Evighed kunde kun Evighed komme! Derfor: op du Menneske, hans Skabning, og frels din Skaber! se, gav han dig Jærnet og Døden: Sværdet, i Hænde, han gav dig også Jærnet og Livet: Blodet! Så genfød ham af ham selv! Lyde ham ved at dø? Nej, tjene ham ved at leve!

»Tak, dér har vi gamle Noah med Årets Regnskaber!«