»Du,« hun var standset på første Sal — han tørnede mod hendes Arm og fik hendes Øjne lige i sine i Gårdlygtens Skær … hvad var det for en Ild? havde han selv tændt den, skulde den genføde eller fortære ham? Længtes han med Et mod de Dødes Stue ..? »Jeg vil sidde foran Spejlet med »Himmel-Kronen« på!«
»»Himmel-Kronen?««
»Ja, du véd, den ligger i Sølvkamret bag Dansesalen. Vi vil liste os derind og hente den!« hun hævede tyssende Fingren.
»»Himmel-Kronen« — jamen, Susan, den — Gudmoder bar jo aldrig —«
»Pyt! nu bærer jeg den!«
»Himmel-Kronen,« Jacobschöldernes Brudekrone — den bares en Gang af Guds Moder i deres Kirke, i Skovene ovre bag Yngen … Siden havde den smykket deres Brude, Datter efter Moder, til Hulda den Aften, da Dødsbæreren bar Claës af Adelstierna op ad denne Trappe, bar den derind i Slægtens Skat- og Mindekammer …
Dens frodige Døtre inde i Anegalleriet, dens sidste Datter deroppe i Seklernes Stue — og den første, den kronede, af alle: Himmel-Moderen …
»Nej! Susan, nej!« Trappen, dens Lugt af Hænders Olie, af Fødders Blod …
Eller — var det just det, han vilde!
»Jo! jo!« han stampede, han slog Hånden i dens Gelænder, som kaldte han på hine Fødder, hine Hænder! som råbte han sin Hær, Ufødte som Døde, op til Orlog!
