350
Da — et Skrig nåede hans Øre, et Hyl gennem Perlernes himmelske Hymne, en jamrende, truende Bøn — Helvedes Protest mod at dele Himmeriges Lod: Evigheden … Ulvene hylte fra Yngen, fra Sancta Lucia-Nat, fra Persberg, med Genlyd fra alle Gruberne …
Kronen rystede i hans Hånd: hvad gjorde han? hvem kronede han? Denne Jords Dronning, denne Gud!
Var hun, var han Kronen værd? og dette Liv skyldig at straffes med Evigheden? Hvem var Fjenden, Uretfærdigheden: Døden — eller Evigheden?
Han vendte Hovedet. Derude flakkede Himlen rød af Bålet: fra Persberg, af »Bjærget«s Sol. Og Solen over Poltava — den var kun en Genspejling af denne!
Den krængede Jord, som han i Farbroders Slæde var faret forbi her til Festen, nu nåede dens Råb hans Hånd, som kronede hende til Dronning! Han havde glemt — og han blev mindet! Han havde glemt de Levende for de Døde — Persberg for Poltava!
Han vilde frelse Livet — og udødeliggjorde Døden! Han hævnede de Døde på de Levende: gav dem samme Herre i Vold!
Han lukkede Øjnene, hans Hænder svigtede: Du Gud er i mine Hænder, din Evigheds Krone, og se: du, der dømte os, nu dømmer vi dig! jeg og min Slægt, vi dør, at ikke du skal leve!
Han mærkede Susans Ånde om de synkende Hænder, i sit stivnende Ansigt, bedende, fristende.
Men — nej, Susan, nej! én Gang løb med dig, fra Savolaxhyttans Fattigstue — at ende ved Finneskuddet! Lad nu Skuddet ramme, lad der nu blive Dom og Slut!
I Døde, I er ej forgæves døde! I frelste de Ufødte fra Eders Lod!
Kronen gled i hans Hænder, Perlerne sang bristende, Sangen uhørt og dog altfor kendt … Et Nu — og Rubinen, Guds Blod, var, som hans Skabningers, udgydt på Jorden, i Jærnets Skød —
Da — en Lyd! Og hans Finger greb om den glippende Byrde.
