352
troet — og nu vilde han slukke det for evigt! Hvorfor? Skræmt som Brynte af Margits Anklage: af Ulvenes Glam! Skræmt af Jorden fra at frelse Gud — nej, frelse den til Gud!
Hvem holdt vel Kronen i Hånden og hvem biede som hans Brud?
Bævende, men sikkert sænkede han den mod hendes ventende Pande: Jeg kroner dig, Susan, til Evighed — jeg, som ikke frygter din Skæbne, ti jeg er dens Skaber, og ikke frygter dig, du Kærlighedsløse, ti jeg er Kærlighed, Barnet af Eventyrslottet! I min Ånd skal Slægterne velsignes! Susan, du Dronning, som er Slavinde, tag din Krone af mig!
Da — en Hånd mod hans og en Stemme:
»Nej, nej, vent, ikke her! først foran Spejlet. Jeg vil dog nok se, for hvem jeg skal bære den!«
For hvem? Kronen gled ud af hans Hænder — et Slag i Bordet, så Sværdene sang — —
Susanna tumlede, greb i Dugen, fangedes af Brynte, og knælede i hans Arme, med Kronen i sit Skød.
Og fra sit høje Stade så Steffan vågnende de To: hun i hans Favn og Kronen i hendes Fang — dér, hvor den hørte hjemme, hos Bruden, som han hentede den til: Jorden, som kunde udødeliggjorde — og ham, den udødeliggjorde: hendes Tjener, Jærnet …
Hør Ulvehylene derude — Hymnen til de To! Se Ilden, Solen i deres Rige! Ja, Steffan, se dit Værk: Evigheden, du kronede!
»Klods!« fnyste hun, mens hendes Hænder og Øjne kærtegnede Kronen, »hvad om du havde knust den?«
Et Gys foer igennem Steffans Hænder, koldere end Kronen nys — af Luften her i Värmlands Fødsels- og Dødsstue. Ja, om han, den Fremmede, den på, »Bjærget« forgæves Fødte, den i dets Skød omsonst Jorddragne havde knust Skatten, de Andres - nej, hendes! hun, som ene rådede over Kronen, Bruden!
Han sprang ned fra Bordet. Sværdene bag ham sang op, deres gamle Sprog.
