354
og Tærskler virrede Gårdsrummet af Madtåge og Stegeos — én kogende Gryde midt i Snegraven … Flæskedamp lumrede fra Slagteriets blodige Is, Vildtlugt og Enebærrøget strammede fra Boderne, Vin- og Ølånde pustede fra Bryggerset. Nattedybet emmede af Hede, af Fordøjelse. Rimen tøede i Bjælkesprækkerne.
Og Nattstugan derovre — dens snestribede Trækastel bølgede af Skygger af stejlende Hesteben og flagrende Manker, af pelsklædte Hoveder og Arme, af en Gris'es Tryne og snurrede Hale.
Leende Stemmer, Hundeglam, Vrinsken og Grisehyl surrede i den frostskarpe, madlugtende Luft.
»Kør nu! kør nu!« — det var Farbroders Stemme Ja se, hans løftede Hånd — dens Fakkel føg sin Ildregn over Pelshuerne, Hesteørene, Bøsseløbene og Grisens struttende Ryg. »Prik den dygtigt med Granrisene, at de kan høre Majestæten kommer!«
En Smasken, et hvinende, rallende Grynt — og Ulvekoret slog ind mellem Badstuen og Parken, en Lugt af Skarn, af udsultne Tarme …
Steffan forstod —: Djursäter forberedte Julens første Fest, »Lussedagen«. På Slæden derovre tronede dens Symbol, Svinet.
Ja, hvorledes var det? Lucia Dag, den 13de December, Lysets Genkomst, viet Syracuses Helgeninde, som med egen Hånd udstak sine Øjne, at deres Glans ej skulde hilde hendes Elsker i Blodet: i Kødets Synd og dens Sold, Døden. Og vandt dem igen af Gud — Evighedens strålende Syn, der besejrer al Død: alt Blod …
»Venite all' agile
barchetta mia,
Sancta Lucia!«
Sangen, som Gudmoder hørte under Ildfluer og Palmer — Takken for Ofret, Hymnen til Sejren: Livet af Døden!
Men »Bjærget«s Lusse? Värmlands Sagn om hendes »lille Båd«: Snekken, der den frysende Decembernat dukkede op af Vänern, i Helgen-Gloriens Glans, ladet med Medister-, Gryn- og Blodpølser, med Svine- og Ribbensstege,
