Side:Jærnet.djvu/361

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

355

med Skinker og Sylter, med Tønder af Øl og Glög! Svaret fra Gud: Mad af Stene — Kødets, Jærnets Sejr!

Ja, se Ilden fra Persberg dér over Tagene spillede i Køkkenosen med myldrende Morildsglimt: Glorien om Järnbäralandets Sancta Lucia! — Gløden, der holdt Gryden i Kog, Flammen, der dansede øverst over Punsebollen!

Og under de sneede Tage og langs de rimhvide Længer løb geskæftige Lys i Zigzaglyn: Margit Jomfruland og hendes Tærner lunede Gæsteværelserne og beredte Lusse hos Värmlands Gudmoder for alle dets Børn, Landshøvding som »Knægt«.

For alle? Hvem skreg da derude? »Bjærget«s tømte Tarme!

Men sendte Farbroder dem nu ikke Mættelsen, Julens Svin?

«En Runde over Isen, om Skäktøen og hjem igen, så hurtigt Hestene kan springe!«

»Ja, ja!« Susanna stampede i Sneen nede foran Trappen med Kronen klemt ind mod sit Bryst, »så har vi dem for Skudhold, de Bæstier!«

For Skudhold? »Bjærget«s Sult? Blinde-Olle, Stolle-Namnlös, Patron Jacob, Zegoel? Obeliskens og Bikubens Døde? Grubernes Fanger?

Dér jog Slæden i Gnisteregn, i Mankeflagren, i Hujen og Grisehvin ud under Porthvælvets Lygte.

Huskede Steffan, hvorledes der så ud derude? Hørte han den krængede Jords Røst? Var det fornødent at sende Svinet derud?

Kogte ikke Gryden snart over Taget af Gæster og Mad? og Gruben af Døde og Sult? mødtes de Tvende ikke om føje?

»Nu til Vagthullerne! Til Vagthullerne!«

Farbroder slog sin spruttende Fakkel ned i Sneen og satte over Driverne mod Udhusene, hvor imod Ulvehylene nu trak efter den galopperende Slæde og den jamrende Gris, som stormedes Djursäter alt af Dybet.

»Alle Mand på Post! Nu kommer de!«