Side:Jærnet.djvu/362

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

356

Steffan blev iskold, koldere end før ved Susans Råb, at han tabte Kronen.

Kom de nu? Og dernede stod hun, med Kronen, deres Krone i Favnen! Og derovre ventede Spejlet, Svaret af Sancta Lucia-Nat … Lød det alt her?

Han havde tøvet med at krone hende for deres Skyld derude, at gøre dem evige i hendes Navn. Blev de det nu i hans: i Retfærdighedens? Greb hans Gud nu den Krone, som Steffan havde hentet ham fra Slægtens Fødsels- og Dødsrum, og kronede med den Susan til sin Brud?

Sancta Lucia Nat — Steffan så op mod Skyhimlen — Asgårds-Rejens og Guro Rysserovas Nat, Himmelridtet imod Dødsriget …

Margit Jomfrulands Fortællinger fra sit Barndomshjem i Norges Sæterdal om Døds-Gudinden, der river alle Levende med sig, bundne til hendes, til Gangerens Fosfor-Hale: de Sovende i Gårdene, de Vågende om Bordene, de Vandrende på Vejene — af Sted! af Sted!

Og den eneste Frelse: kaste sig ned i Korsform og råbe: »Hvor i Jesu Navn kommer jeg hen?«

Ja, i Jesu Navn, hvor kom de hen, han og Susanna — og den Slægt, der skulde velsignes i deres Navn?

I det samme bragede Bøsserne løs, som brast hele Djursäter, hver Længe og Sten, ud i Ild, i Skud, i Forsvar.

Mod hvem? mod »Bjærget«s Hunger, den han vilde mætte!

Snak! han tørrede sig over den hede Pande — det var jo Ulve, kun Ulve! Blinde-Olle, Stolle-Namnlös, Patron Jacob, Zegoel, Templets og Bikubens Døde, de sang deres Salmer, de søgte efter det Hjem, som var deres, de smæltede »Bjærget«s Stene til Guld og til Gud i deres Hjærter! De nærede deres Moder, Skødet, der fødte dem, til nye Fødsler: Blod genopstod som Jærn, Krøblinge som Helte, i »Bjærget«s røde Kredsløb: Frugt og Gødning og Frugt påny!

Det var kun Ulve, alt Levendes, den Fattiges som den Riges Fjende, der angreb og skødes. Farbroder ledede jo Kampen!

Ja, Farbroder, »det hellige Oprør« — og Jærnets Lovsyn-