360
magisterium, Kærlighed, skal helbrede til Guld! Eller gruer du kun for dit Liv? for Guden i Spejlet, din Slægts Skæbne?
»Susan,« hviskede han, »Susan, hvem ønsker du at se i Spejlet?
»Pyh! det kunde du li' at vide!« hun blæste ham ind i Ansigtet og snurrede rundt mod Glaret.
Skæret fra de tvende Spiddelys, som han havde tændt i dets Rammes Stager, flimrede over hendes hvide Skikkelse, deres blege Ansigter og de gamle Møbler derinde i det af Alder og Kulde emmede Glas.
Se os der, den sidste Slægt blandt de andres vage Skygger! se vore Åsyn og Øjne blandt blodige Bind og hvide Hår! Se Sekunderne i Spejlets Århundrede, Mennesket under Guds Dom!
»Nu skal jeg have Kronen på!«
Varligt, med bægge Arme buede, løftede hun dens takkede Guld over sig.
Den glimtede frem derinde, dens evige Glød — strålede så fuld og stor på hendes Hoved. Dens blodige Rubin og hendes Øjne brændte ved dens Rand.
Dér sad hun inde med sit tvedelte Bryst, med Perlernes Tårekrans over sit Hoved — Dronningen, deres og alle Slægters, en og den samme, usårlig, udødelig!
Se deres Øjne, se deres Munde bag hende, Tjenerne, Ofrene — Sekunderne, der vexlede bag hendes Nakke, usete, uhørte. Var de sig selv eller var de hine otte Unge?
Hun var og blev den Samme: svulmende og kronet, Jorden, deres Hjem og Gravl
»Gå nu til Side! ud af Spejlet. Om et Minut slår Uret tolv — så lad mig se!«
Hun spilte sine Arme, som viste hun dem, Døgnets sidste Sekunder, fra sig, som åbnede hun ene sin Favn for ham, Tolvslagets Herre.
Ja Susan — Steffan veg, med Hånden i Olofs og Bryntes og skydende Adrian bag sig med Skuldren —: Nu er du hans, omsider! nu kommer din Brudgom, nu viger vi, Sekunderne, der skabte ham, vi Mennesker, der fødte Gud!
Kun Sydet i de brændende Lys, af deres standsende
