362
Frøken Hulda: nu skal alle Lys slukkes på Djursäter. Nu slår Sancta Lucia-Nat.«
Sancta Lucia-Nat, Årets længste — uden Lys, uden Svar … Noah van Drougge, Dødsbæreren, stod i Spejlet: hendes Brudgom.
I samme Nu var Susan over den væltede Stol mod Steffan — et Slag så hans Øjne røg i Gnister, og hans Baghoved hug mod Væggen.
»Din er Skylden, din — danske Vanskabning! du fik mig til at kigge i Spejlet og nu — å nu!« en jamrende Hulken.
Steffan tog sig til Panden og fik Fingrene fulde af Blod — hendes Ring havde revet hans Bryn. Han så Dødsbærerens hvide Kittelryg roligt dukke ud i Gangen, og Susan, støttet af Brynte, vakle ad Tapetdøren ind på sit Kammer.
Og Blodet frøs til Is i hans Sår. I Guds Sted … Susan, du har Ret: min er Svigen med Spejlet, ej Eders, at I forskød det! min fra jeg kaldte på det i Seklernes Stue, ja min fra jeg overlistede Mikael, fra jeg rakte efter dig i Tårnet! Og dit Slag, den Gang som nu: Guds eget, min Straf! hans Svar til den Vanskabning, der fritter efter hans Vilje — at svare med sin egen!: Danskeren, den Fremmede i Järnbäraland …
Ti hvorfor nævnte jeg Spejlet for dig, Susan? For at træde hint Skridt over din, over Guds Vilje! Glemte jeg det for Kronens Tyngde, dens Blod i mine Hænder? Men måtte dog træde det, bag Eder, mine Lærlinge?
»Hm nå,« Olof gik hen foran det ensomt brændende Lys — det andet var væltet og slukket mod Gulvet i Susans Fald, »nu har vi vist set nok og kan slukke!« han satte roligt sin Finger i Luen og pressede den ud. »God Nat i Stuen! Nu kan Guro Rysserova komme!« han famlede sig bort i Mørket, stødte mod Døren og fik den op.
I det samme smuttede noget tungt og stønnende forbi Steffan, fjedrede mod ham, skyggede et Øjeblik, dukket, i Gangens Snelysning og forsvandt — Adrian var flygtet. Steffan var ene i Sancta Lucia-Nat.
