Side:Jærnet.djvu/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

31

gyldne Hårbånd og frie Lokker, med Amorsmil og Baisezmoi, men med et Blik, der endnu, snart et halvt Århundrede efter, fik Steffan til at græde …

Den smukke og glade General for Värmlands Regiment, Hugo von Matérn, havde, den Gang han, mistænkt for Delagtighed i Anjalaforbundet 1788, frifandtes ved sin Fændriks, Sixten Råbocks Ed, men i Unåde afsattes og overlodes til sine talløse Kreditorer, fundet sin Frelse i Patron Choräus' Bejlen til hans yngste Datter. Og den sextenårige Pige havde ægtet den sexogtressindstyve årige Olding, efter at han i Morgengave havde nedbrudt Adamshyttans Hamre og slukket dens Ild, hvis Bulder og hvis Hede hun havde svoret, at hun aldrig kunde vænne sig til.

»Hun var en Forbryder!« havde Brynte råbt, en Gang de i Ophidselse skændtes på Adamshyttans tilgroede Dæmninger, »hun gjorde Värmlands rigeste Brug til en Ruin og dets driftigste Patron til en Nar!«

Men Steffan havde smilt. Å Brynte — som altid forstod han intet! ikke at Farmoder, mere end »Bjærget«s Ild og Jærn, havde frygtet for dets Herre, Patron Welam Choräus … Og da det utrolige skete, da han brød sine Våben for hendes Fod, måtte betale ham med Livet!

»Men hun fik Tak som fortjent!« havde Brynte hoveret. Farfader havde hadet hende, fra den Dag Hammerslagene tav, og skyet hende og flyttet op i sit Tårn og ikke set hende, de tre År hun endnu levede på Gården, til hun førtes til Vadstena Sindssygehospital, og han kort efter fandtes hængt i Bjælkeværket øverst oppe i Tårnet — af hvem? af sig selv eller af sine Folk? hvis usle Levebrød han tog den Dag, da han standsede det Brug, som han havde smeddet dem til for Livet.

Ja, takket havde Steffan den Farfader, der endnu hver Nat sås flakke jamrende rundt på sit Brugs Ruiner, med de sprængte Øjne, den blå Tunge, den grå Hårmanke — som han blev fundet i Vintervindene i Tårnet, af Bogholderen Anders Stenkula og Tjeneren, gamle Cornelius.

Og han havde lét ad Bryntes Harme, ad hans Besværgelse om, at han, Steffan, en Gang skulde bygge Hamrene