364
Og da — hans Ed? Nu stævnede al Värmland til Festen — og inden Sanct Knut …
Susan, græd for mig, den vanskabte Gud: Guden med Almagt, men uden Alvidenhed! din Brudgom — og Morder!
Ulvehylene sukkede bestandigt, fjærnt i Natten. Hjulet gik, hvileløst, i Persberg. Madlugt fyldte Stuen, og Uret dikkede fra Mørket:
»I Går som i Dag! I Går som i Dag!«
Men nu — han jog sammen — slog det 1.
En Time var alt leden af Lucia-Nat, den Nat, hvori de var Guder, Brynte og han, i hendes, Guro Rysserovas Følge, den Nat, som de skulde skabe til Morgen — at møde den Ukendte, hans Vilje og deres Dom …
Da — et Lys — en Hånd over hans —
Kommer han alt, barmhjærtigt, at stille sit Åsyn i mits Sted, den Seendes i den Blindes? at fri mig fra Ansvar? Var Guddoms Herligheden og Gruen så brat til Ende?
»Steffan dog, Steffan, hvad er der? Jeg syntes jo nok, jeg ikke hørte dig komme i Seng, og her ligger du?«
Olofs Øjne ind i hans i et Spiddelys' Skær — og hans Hånd, kølig, over Såret.
»Hm nå, ser vi det! Det var hende.«
Ja hende — Omkring ham Gæstestuens blå Tapet, dens hvide Dørkarm og fra Skyggen Polhems Urets: »I Dag som i Går!«
Det var endnu Sancta Lucia-Nat, og langt til den ukendte Gud. Men nær til hende.
Ja, lyt: hendes Åndedræt dér bag Døren, hans Træls og Gudindes, hans Bruds og Offers …
Og blind, i sit Blod, greb han Vennens Hænder:
»Olof, hvem bliver det, Brynte eller mig?«
Nys: en Bøn om at fries, nu: et Råb om at bindes …
»Det vèd jeg ikke,« Olof dyppede en Klud i Skålen med Grankvistene på Bordet, »kun ikke mig!«
Stel-Tan søgte hans Øjne gennem Lyset, hans Varulve-Bryn, hans hungrige Tand.
Olof — nej, han havde ikke vist sig derinde i Spejlet. Han stod ét Skridt derfra, men han var ikke trådt det …
