369
Dis, deres Dronning! hendes fygende Guldhår, hvori al Verden skulde forgå eller hærdnes til Evighed!
Hvad vidste de? De måtte kun følge! O Frihed: kun følge!
Fra Dovre kom de, fra Nordens Stenhjærte, hvor Østens Hyrdestamme, på Flugt for Perserkongens Stridsvogne, for det Flammeglavind, som brød op af selve Paradisets Skød, fandt sin Grav. Fra Eda- eller Ödeskogs Sus over Alfheims Rige, over Eufrats menløse Børn! Bag Guro Rysserova, Jærnets Dis! På fosforblå Vinger gennem Skyerne!
Og Skyerne stod i Brand, og i Branden Jorden, som han skimtede dernede — Skovene som èn rygende Kæde af Bål; Menneskenes Boliger: Kirker, Gårde, Ovne og Brug som brændende Miler; Søerne i Dybet som smæltende Malm og Elvene som jagende Røg; Dyrene som væltende Bølger af Damp, Gevirer og Skrig; Menneskene som vingede Fakler af oprakte Arme og flyvende Hår!
Og Følget heroppe — de flaxende Skikkelser, der dalede og steg: Jorunds mejende Segl, Gylfes fældende Øxe, Kättils høstende Glavind! Slægternes svingende Værger, Egerne i det Flammehjul, der drejede Himmel og Jord til sin Fælge!
Se Guros endeløse Svans: Vikingerne, Korsherrerne, Trediveårs-Krigerne, Karolinerne, Gustavianerne, Napoleoniderne! Se Kapper af Ild og Blod, der som Vinger løfter stejlende Hestebuges Skaberak af udrevne Tarme, knejsende Rytterbrynier af kødløse Brystkurve! Se dem, fra Jorund til Cläes af Adelstierna, Apostlenes Række, Troens Stigmatiserede!
Og se bag deres Skuldre, fast klamrede til dem, Armstump i Armstump, Benpibe i Benpibe: Væsner af alle Folkestammer — Gaverne til deres Gud, Høsten af deres Jordeliv: den Broder, hvis Liv de tog og som de gav deres! Se Krigs-Brudeparrene, Dobbeltvæsnet, Mandragora!
Og se deres Avl: vor Slægt! Se os tronende i brede Karme, forspændt segnende Børn; overskrævs på kravlende Oldinge; på Ryggen af ravende Kvinder! Se os og vore Tvillinger, vore Ofre til Gud! mærkede: »vor Broder« af vor Hæls Spore, af vor Hånds Svøbe!
